PETIOLARES PRIMULA

Artiklen blev bragt i Dansk Primulaklubs medlemsblad i oktober 2002

Primula brateosa Der er for tiden en del diskussion, over hvilket navn denne sektion skal have. Lige nu hedder sektionen Craibia, men den er mere kendt under sit gamle navn Petiolares og måske vender den også snart tilbage til dette navn.

Petiolares sektionen er vel nok den næst største sektion i primulafamilien med 60 arter, den største må være sektionen Farinosae med over 80 arter. Ud over de 60 arter, er der en del varieteter og hybrider. Primula fra sektionen Petiolares kommer fra Himalaya, de vestlige kinesiske bjerge, det syd/sydøstlige Tibet og Nordøstlige Burma. Her gror de på kølige steder, i nærheden af vand og i fuld skygge.

Jeg tror første gang jeg hørte ordet Petiolares, var på et plantemarked i Struer. En af plantesælgerne havde et par Primula med, jeg ikke før havde set. Det var Primula bhutanica og P. nepalensis og han fortalte mig at de hørte til sektionen Petiolares. Det sagde mig ikke ret meget, jeg viste godt at Primula var delt op i gruppe, eller som plantesælgeren sagde ”sektioner”. Men hvad de forskellige sektioner hed, viste jeg ikke ret meget om, og Primula fra sektionen Petiolares viste jeg slet ikke noget om, men jeg købte begge Primula og da jeg kom hjem, fandt jeg et god sted i haven hvor jeg plantede mine to nyindkøbte planter. Hvad jeg siden har lært, er at man kan spare sig for mange ærgrelser, ved at læse om de planter man køber. Havde jeg blot gjort det, var begge Primula nok ikke gået ud: Jeg havde plantet dem i et Rhododendronbed på min terrasse, i fuld sol, hvilket Petiolares Primula absolut ikke kan lide. Jeg ved ikke om det var solen, der slog dem ihjel, måske var det varmen, for på min terrasse bliver der om sommeren meget varm, og jeg har siden fundet ud af, at det er den rene død for Petiolares Primula. Jeg har siden, fået købt to nye planter og de fik en placering i haven, de bedre kunne lide. En bed i fuld skygge, som er bygget op som et stenbed. Stenene er med til at køle jorden, som er en fugtig spagnum, blandet godt med komposterede blade. Mens de er i vækst, får de en langsomt opløselig gødning, som jeg blander i en kompost af spagnum og ædelgrannåle (jeg bruger nåle fra ædelgran, da de ikke stikker fingrene). Jeg har i dag en del forskellige Petiolares Primulaer i haven og nogle af dem har jeg haft i en del år nu. Når de har stået på samme sted i ca. tre år, bliver de gravet op og delt. Dette er noget man bør gøre, med alle sine Primulaer og hvad angår Petiolares skal man gøre det, ellers rådner de og rosetterne kan blive så tætte at planten mistrives på grund af vandmangel. Den bedste tid at dele dem er lige efter blomstring og man kan med fordel klippe halvdelen af hver blad. Dette gør man bl.a. for at mindske fordampningen fra planten, der er en lille smule svækket på grund af at man ikke kan undgå at ødelægge, en del af dens rødder ved omplantningen.

I 1994 fik jeg som medlem af Alpine Garden Society fingre i en frøliste med frø indsamlet i Yunnan af A.J.Clark, J.Nielsen og M.R.J.Wilson. De udbød noget af det indsamlede frø til salg, for at få nogle af de store udgifter dækket, der var forbundet med ekspeditionen. Det var først og fremmest frø fra Rhododendron de havde samlet, men også nogle få andre planter, der iblandt fra nogle Primulaer man ikke ser ret tit i kultur. Jeg bestilte 5 portioner og ærgrer mig i dag, over at jeg ikke bestilte en portion af alle 18 Primula der var på listen også selv om det ikke var mange Primulaer jeg fik ud af mine 5 bestilte portioner, men måske skyldes det min dårlige erfaringer med såning af frø. En af de portioner jeg såede og fik en plante ud af, var Primula sonchifolia. Frøet var indsamlet i en højde af 3750 m. på den fugtige (om vinteren tør) højalpine engområde Napa Hai, der ligger på højsletten Zhongdian i provinsen Yunnan.

Når man sår frø af Petiolares Primulaer skal frøet være frisk, da tørt frø går i en frøhvile, og frøet kan derefter ligge i jorden i flere år inden det vil spire. Frøet jeg fik var ikke frisk og det var også først 2 år efter jeg at jeg havde sået det, at en lille kimblad kom frem og efter den var blevet priklet og passet med vand og drivhusgødning sommeren igennem, var der den næste forår, en lille plante klar til at blive plantet ud i haven. Under en opstammet cypres, havde jeg anlagt et bed med spagnum, klyner og sten og her blev den lille nye Primula plantet. Den voksede og da dagen kom hvor den skulle blomstre var det meget spændende. Farven på blomsten var lyseblå, men mere blå end den P. sonchifolia jeg senere købte i Cluny House Garden, Skotland (se bagsiden på primulabladet April 2001) Bladet er også anderledes end før omtalte P. sonchifolia, den var mere savtakket og bladets midtenerve er rød. Den har nu blomstret flere gange og jeg har den nu to steder i haven og hvor jeg plantede den først, er jeg nu så heldig at den er begyndt at så sig selv.

På Primulaklubbens frøliste i 1998, kunne man på nr. 78 finde frø af Primula calderiana ssp. strumosa. Denne Petiolares Primula har sin naturlige vækstområde i det vestlige Nepal samt det østlige Bhutan. Frøet fra Primulaklubbens frøliste tror jeg ikke var indsamlet i naturen, men jeg ville alligevel være glad, for at få en af disse portioner, hvilket jeg også var heldig at få. Da frøet må været indsendt til Primulaklubben en gang i løbet af sommeren 1997 og selv om den helt sikker var blevet opbevaret korrekt, må man også her sige at frøet ikke var helt frisk. Men heldet var med mig igen og en lille spire kom frem og efter samme pasning som jeg havde givet frøplanten af P. sonchifolia, var der i foråret 1999 en lille plante, klar til at blive plantet ud i haven. I begyndelsen af sommeren 2001, fik planten gule blomster på en ca. 35 cm. høj stilk. Blomsterne havde en orangegul øje, og de duftede svagt sødligt, af fisk, hvilket er kendetegnende for arten Primula calderiana.