| Beskrivelse af arter med blomsterstilk |
|
|
Nøglen til Trillium |
Tilbage til Trillium | Tilbage til start
| Beskrivelse af Trillium |
|
Introduktion |
Nogle oplysninger er fundet i bøger og på nettet, sat sammen med mine egne erfaringer. Trillium er forekommende i nord Amerika og Asien. Der er stor interesse for denne skønne slægt, både i de lande de forekommer og især i Europa sælges de sjældne arter til utrolig høje priser. Der er lidt usikkerhed om hvor mange arter der findes, men der forekommer ca. fem-seks arter i det østlige Asien, omkring syv arter i det vestlige nord Amerika og i det østlige nord Amerika, omkring femogfyrre arter. Alle arter er fuld hårdføre i Danmark, dog er der arter fra de sydligste vækstområder i Amerika der bør dækkes om vinteren, f.eks. med grannåle. Nogle dyrker disse arter i drivhus. Der er ingen af arterne der forekommer både i Amerika og Asien. Ligeledes er der heller ingen af de arter som forekommer i Amerika, der er forekommende i både den østlige og vestlige nord Amerika. I Amerika, især i den nordøstlige del, samt i områderne omkring Great Smoky Mountain National Park, ser man hvert forår, masse af mennesker der elsker denne slægt, valfarte ud i skovene for at beundre blomstringen. Det danske navn er ”Treblad”
Familie
Trillium har hørt til liljefamilien Liliaceae men har i dag sit egnen familie Trilliaceae. I 1753 anerkendte den svenske botaniker Carl Linnaeus slægten Trillium, baseret på tre amerikanske arter, T. cernuum, T. erectum og T. sessile. I Linnaeus beskrivelse af T. cernuum indgår der to arter, hvor han giver den ene et lokalnavn ”Carolina” Denne art han beskrev, var højst sandsynlig T. catesbaei. T. cernuum forekommer ikke i Carolina og hans indsamler, Peter Kalm var aldrig i området omkring Carolina.
Som nævnt havde de fleste botanikere placeret Trillium i liljefamilien, selvom bægerbladene og kronbladene ved Trillium ikke er lignende i farve og væv. Trillium har også net-året blade hvorimod de fleste andre monocots (enkimbladet) planter har parallel-året blade. Disse og andre tekniske grunde gør at botaniker har givet dem og nærbeslægtede planter deres egen familie Trilliaceae. Nye fremgangsmåder af genetisk mønster analyser, især DNA, antyder en tættere slægtskab til Amianthum, Chamaelirion, Heloniopsis, Xerophyllum og Zegadenus end liljer gør.
Det ser ud til at slægten Trillium ikke har mange nært beslægtede familiemedlemmer. Slægter som Paris og Trillidium ligner Trillium. Slægten Paris der er rimelig stor, forekommende i Europa og Asien. Det danske navn for Paris quadrifolia er firblad.
1a. Blomsterstanden
sammensat af blosterblade (hvis ydre krans af dele er grønne, form
og størrelse af de ydre og indre dele er
identiske). Kransene af blade og blomsterdele er
opbygget af 3 dele. ( eks. Trillidium
govanianum syn. Trillium govanianum)
Trillidium
1b. Blomsterstanden
sammensat af bægerblade og kronblade (form og størrelse af indre
og ydre dele altid forskellige). Kransene
opbygget i tre eller flere dele. 2
2a. Bægerblade hvide,
kronbladene er trådagtige (1–2 mm brede) eller manglende
(eks. Kinugasa japonica syn. Paris
japonica) Kinugasa
2b. Bægerbladene grønne
eller purpurrødlige. Kronbladene er trådagtige til brede
(0,1 til 6 cm brede) eller
manglende. 3
3a. Kransene for det meste
opbygget af tre dele med blade (0.8-) 5 – 15 (-60) cm brede.
Kronbladene (2-) 7 – 15 (-60) cm lange,
hvis smalle er de enten hvide eller pink og
planten med blomst uden
stilk 5
3b Kransene for det meste
opbygget af 4 til 11 dele med blade (0.8-) 2 - 5 (-7) cm. brede.
Sjælden op til 60 cm med færre blade og
højde til 60 cm eller mere. Kronbladene er
trådagtige 1-2 (-3) mm brede (sjælden 5-6
mm). 4
4a. Rhizomerne tynde og spinkle. Breder sig ved udløbere. Frø uden frøkappe. Paris
4b. Tykke rhizomer,
Frøene med rød eller orange kødfuld frøkappe eller delvis grøn
frøkappe (alle de
forhenværende asiatiske
Paris). Daiswa
5a. Kronbladene
sædvanligvis prikkede, ovale og ofte visende synlig stilk. Bladene er
hjerteformede til runde og
læderagtige (inkluderer kun Pseudotrillium rivale syn.
Trillium rivale). Pseudotrillium
5b. Kronbladene ikke
prikkede og fra ovale til ægformede. Bladene ovale til ægformede,
”urteagtige” ikke
læderagtige. Trillium
kilde: Susan Farmer
Det er ikke alle botaniker der anerkender denne opdeling.
Slægten Trillidium er ligeledes heller ikke anerkendt af alle botaniker. Den har blade som Trillium men blomsten ligner mere en Paris. Den er også anderledes end Trillium i andre betydende dele. Haga og Watanabe reporterede i 1966 Trillidium til at indeholde to anderledes genanlæg der ikke er fundet i Trillium. Endvidere den type polen og exine strukturen er ikke den samme ved Trillidium som den er hos Trillium. I 1935 fastslog Tatewaki og Suto en ny slægt, Kinugasa, baseret på opbygning af den plante der før hed Trillidium japonica, også kendt som Paris japonica. Allerede i 1838, foreslår Constantine Samuel Rafinesque-Schmaltz slægten Daiswa og her placerer han Paris polyphylla dette var indtil for nylig ikke anerkendt af andre botaniker. I 1983 revider Takhtajan slægten Daiswa og inkluder 15 arter. I nord Amerika er der fundet to slægter der er nær beslægtet med Trillium; Scoliopus og Clintonia. I det østlige USA forekommer slægten Medeola med en art, M. virginica. Denne har også været regnet som nær slægt til Trillium men DNA viser at den nok nærmer er tilknyttet Polygonatum, eller måske bør blive i sin egen slægt Medeolaceae. De fleste botanikere der anerkender en separat familie, Trilliaceae, er enig om den indeholder fem slægter: Daiswa, Kinugasa, Paris, Scoliopus og Trillium. De mere moderne botaniker inkluder også Trillidium. Læs mere om Trilliaceae/Paris her PARIS.
Trillium typer
Der findes to typer Trillium; Pedicellate og Sessile typer. Disse deles botanisk i to underslægter. Underslægten Trillium; her finder man Pedicellate typerne, de har en enkelt blomst på en stilk. Den kendteste art i denne gruppe er Trillium grandiflorum. Underslægten Phyllantherum består af alle Sessile typerne. Sessile typerne har en oprejst, tredel blomst midt imellem de tre blade og blomsten har ingen stilk. Den kendes Trillium i denne gruppe må nok siges at være Trillium chloropetalum. Pedicellate typerne findes både i Asien og USA, hvorimod Sessile typerne kun findes i USA. De fem til seks arter der forekommer i Asien, som alle er af Pedicellate typen, findes ikke i USA og ligeledes findes de arter der er forekommende i USA heller ikke i Asien. Alle Sessile typerne forekommer kun i nord Amerika.
Hvad er Kultivar, Form og Varietet.
Kultivar
En i kultur opformeret varietet, som er særskilt fra en varietet, opstået botanisk eller i naturen. Navnet begynder med stort bogstav som er markeret med enkelte anførelsestegn og navnet er ikke skrevet med kursiv. Det forkortes cv. (hvis der er tale om flere: cvs)
Form/Former
En mindre underinddeling af arter eller naturlige varietet, sædvanligvis begrænses af enkelte genetiske ubetydelig karakter, såsom blomsterfarver. Forkortes f.
Varietet
Ved amatør havebrug bruges ordet varietet ofte om Kultivarer. I botanisk sammenhæng betyder det en naturlig, selvbevarende, underinddeling af arter, ikke fyldestgørende begrænset til at udgøre en underart eller separat art, men mere karakteristisk end en form. Forkortes var.
Se evt. Carl Denton`s kultivar liste.
De fleste Trillium gror godt i haven. De bliver størst i en veldrænet, gødet lermuldet eller humusrig jord. Min egen erfaring siger at langt de fleste trives i et godt skovbundsbed, hvor jorden består af humus og spagnum, blandet med den eksisterende jord. De fleste Trillium foretrækker en lys skygge. Flertallet af Trillium arterne trives bedst ved en neutral ph. reaktion. Nogle få arter gror i naturen ovenpå kalksten. Disse arter vil måske have gavn af kalksten i bunden af bedet. Der er dog nogle der ikke tror på, at det har nogen betydning eller er nødvendig. Den kongelige botaniske have i Edinburgh, Skotland tilfører ikke kalk i de bede hvor de dyrker disse planter. Højlands Appalachian arter gror for det meste i neutral til moderat sur jord, sædvanligvis veldrænet. Trillium undulatum kræver en sur jord med en meget lav ph. og rig på skovhumus (gamle nåle og blade og små grenstumper) eller spagnum. De Asiatiske Trillium, som synes til at have det dårlig i de amerikanske haver, gror i naturen mere fugtige end de fleste amerikanske arter, og de gror tit sammen med Lysichiton sp. og Symplocarpus sp. Disse arter bør derfor plantes i et mere fugtigt bed, eller i hvert fald et bed hvor jorden ikke tørrer ud.
En amerikansk hortonom Judy Glattstein fortalte på et møde, om den efter hendes mening bedste måde at dyrke Trillium på. Hendes have er skygget af store egetræer med underbeplantning af kornel og sortbirk. Jorden er en god rig muldholdig jord, rig fra de med tiden mange nedfaldne blade. Jorden er middel sur (neutral). Hun anbefalede at man plantede sine Trillium i slutningen af september eller tidlig oktober, på det tidspunkt vil rhizomet være i dvale, i modsætningen til, hvis man planter sine Trillum om foråret, hvor den vil være i vækst. Hvis man køber Trillium i potter, kan man udmærket plante dem om foråret. Ved alle arter mixede Glattstein en spiseskefuld af en meget sur gødning, bestående af bl.a. kali og superfosfor. Dette tror jeg man skal være meget varsomt med at bruge, og det er ikke noget jeg selv tør eksperimenter med, selvom hun over gødningen lægger 1½ cm. ubehandlet jord, for at beskytter rhizomerne mod en mulig svidning fra gødningen. Efter placering af rhizomet dækker hun hullet med en blanding, bestående af bladmuld og jord. I bladmulden bruger hun gamle egeblade og/eller grov kompost med bl.a. omsat flis/bark. Glattstein gøder sine Trillium to gange om året, når skuddet viser sig og igen når blomsterne falder. Hun bruger NPK 10-30-20 som flydende gødning.
Andre siger at en gravning eller kultivering af bladmuldet for at frigøre gødning, kan være til nytte for planterne. De har et stort skovområde og at bruge flydende gødning, vil måske ikke være meningsløs, men det ville være et stort arbejde at nå alle planter, der står spredt i det store område, derfor bruger de en almindelig tør landbrugsgødning 12-12-12, i en god kvalitet, som de strør omkring deres planter. De spreder det sidst på vinteren eller tidlig forår, før planterne begynder at gro. Gødningskorn på de sarte nyudsprungne blade kan svide dem og få de nye skud til at gå i dvale og det synes også som om at de beskadige skud/blade er mere modtagelig for svampesygdommen (Botrytis), hvis sommeren er våd og fugtig. For kraftig gødning, gør at planterne vokser til overstørrelser. Disse er nemmere til at blive beskadiget og bliver derved også mere modtagelige for sygdomme. De fortrækker at udstrø gødning en gang, som sagt sent vinter eller meget tidlig forår, lige før skuddene kommer frem. Min egen erfaring med gødning er, at man med fordel kan gøde sine vel etablere planter, men ved nyplantede planter skal man være mere varsom og ikke eller kun gøde svagt. Hvis det er små rhizomer, gøder jeg dem ikke de først 1 til 2 år.
For arter som T. nivale, der gror på en undergrund af kalksten eller i en basisk jord, blander de knuste kalksten i voksemediet. Deres T. nivale har kvitteret for denne jord, ved at så sig selv. De har lavet området til T. nivale i et surbundsbed, men det er kun i den kalkholdige jord at den sår sig selv. Dette indiker at denne art påskønner den kalkholdige jord.
Trillium rivale foretrækker, i kultur, en kold sandholdig, spagnum jordblanding, som er fugtig om foråret, men som er mere tør når planten falder i juli. Sådan er den også plantet i Polly og Michael Stone`s have ved Loch Ness i Skotland. Deres plante er en udvalgt klon, og den har, fra de plantede den som en lille plante, vokset sig til en enorm klump.
Mange haveejere har det svært med Trillium undulatum, måske fordi de gør nogle ting forkert. En amerikaner fortæller, at de har haft rimelig succes med denne plante, blot ved at opfylde to vækstbetingelser. At planter rhizomet 15 cm. dybt i en fugtig jord med masser af dræn samt at give dem dyb skygge under gran (Picea) eller fyr (Pinus) eller andre stedsegrønne.
De bedste resultater de har med T. undulatum er i bede som ligger i dyb skygge om sommeren. Bedene har de udgravet 1 x 1 m. og med en dybde på 15-20 cm. I dette hul har de lagt en 5-7 cm. lag af sand (vasket sand uden kalk). Ovenpå sandet har de placeret deres rhizomer og hullet er derefter dækket til med opgravet jord, (som er sandet og uden kalk) hvori der er blandet spagnum, fyrretræsbark. Hvis den eksisterende jord er kalkholdig, bruger de i stedet en blanding af spagnum, vasket sand, fyrretræsbark og ædelgranbark. Rhizomet ligger i en dybde af 15 cm. De påfører hvert år bedet et lag komposterede blade som jordforbedring.
Trillium arterne fra det vestlige Nordamerika og Japan vil gror mere livskraftig i et mildt kystklima end nogle af de øvrige Nordamerikanske arter.
Trillium er en knoldplante (rhizom).
