Beskrivelse af Trillium arter

Tilbage til Trillium | Tilbage til start

Trillium uden blomsterstilk (Sessile)

Beskrivelse af arter med blomsterstilk

Beskrivelse af arter uden blomsterstilk

Beskrivelse af de Asiatiske Trillium

Nøglen til Trillium

Carl Denton`s kultivar liste

Paris

Trillium albidum Freeman

Syn. ingen.

Af de vestlige arter, der ikke har blomsterstilk, er T. albidum en af de mest prangende. Den blomster fra midten af marts til slutningen af april. I naturen gror den ret fugtig f.eks. på skovbevoksede enge ved floder, dog ikke som sumpplanter, men eksempelvis på hævede tuer. Skovbevoksningen består af forskellige stedsegrønne og løvfældende træer. I naturen gror den i leret jord, og her skulle den kunne blive en ret kraftig plante. Jeg dyrker selv denne nemme Trillium i mit skovbundsbed, i en let skygge, hvor jorden er humusblandet muldjord. Stilken er oprejst, 22-58 cm. høj og ofte med flere stilke fra hver rhizom. Bladene er bredt ægformet 10-20 cm. lang og 12-15 cm. bred og bladets spids er stumpt. Svagt farvet med spredte mørke pletter, men den kan også forekomme uden pletter. Farven aftager i løbet af sæsonen. Kronbladene er omvendt ægformet, mere lancetformet på yngre og mindre planter, 48-78 mm. lang, 22-30 mm. bred, bredest på eller lige over midten og sædvanligvis oprejste eller svagt spredte. Spidsen er rundende tilspidset. Farven er hvid til cremehvid, oftere svag pink-rosa ved basen af kronbladet, i særdeleshed på de planter der kommer fra området ved Napa Valley. På planterne der kommer fra det nordlige Californien og Oregon, er farven for det meste ren hvid. Blomsten har en svagt roseagtig duft.

Varieteter

Freeman (1975) fandt ikke nogen varieteter eller former af T. albidum. Ved San Francisco i USA findes der nogle krydsninger imellem T. chloropetalum v. giganteum og T. albidum. Disse naturkryds skulle være utrolige kønne. Jeg har set billeder af nogle af disse krydsninger og kronbladets farve var rød, med en hvid farve ved basen. På andre billeder har jeg set T. albidum med en svag rosa farvning, hvilket iflg. nogle botanikere kunne indikere, at der her er tale om hybrider.

Trillium angustipetalum (Torrey) Freeman.

Syn. T. sessile var. angustipetalum Torrey,
T. giganteum var. angustipetalum (Torrey) Gates,
T. chloropetalum var. angustipetalum (Torrey) Munz

Denne Trillium imponerer mere med plantens størrelse, end med sin blomst, nyåbnede blomster er ikke desto mindre store, mørk rød-violette. Navnet angustipetalum hentyder til de smalle kronblade, og længden på kronbladene gør, at de på trods af de smalle kronblade, virker relativ prangende ved nyåbnede blomster. Med blomstens alder ruller kronbladene på langs og gør dem krusede og mindre prangende. Flere botaniker har tidlige placeret denne art som en form af T. chloropetalum, men den er ret anderledes, bare på størrelsen, hvor bladene, lignende en paraply, sidder horisontal og bladkransen kan i nogle tilfælde blive hele 60 cm. i diameter. I naturen forekommer den på ret tørre voksesteder, relativ lyst, i skove af Sequoiadendron, samt i blandede skove af stedsegrønne og løvfældende træer. Jorden er en ret mørk humusrig jord. Det er en Trillium, man nem kan dyrke i sit skovbundsbed eller surbundsbed. Stilken er oprejst, 18-64 cm. høj. Bladene er bredt ægformet, spredt horisontalt, 10-22 cm lang, 8.5-15 cm. bred og næsten uden stilk. Bladspidsen er stumpt; begyndelsen af bladet er ofte indsnævret til en falsk lignende stilk 10-20 mm. lang. Farven er grøn, svagt mørk grønlig-brun marmoreret, sjælden hel grøn. Kronbladene er lineær, 58-100 mm. lang, 7-14 mm. bred, toppen er variabel tilspidset-stumpt, mørk rød-violet. Skinnende.

Varieteter

ingen.

Trillium chloropetalum (Torrey) Howell.

Syn. Vanskeligt; synonymer ifølge Freeman (1975) er nævnt under hver varietet.

En smuk plante der hel sikker har rekorden i at forvirre flest mennesker når det rigtige navn og klassifikation skal findes. Den var i lang tid forbundet med den østlige art T. sessile, og mange plantesamlere er i dag stadig forvirrede over denne plante. Det er en noget større plante og mere prangende og forekomsten er indsnævret til vestkysten i USA. Den eneste sammenligning med T. sessile er, at de begge er arter uden blomsterstilk. Men fordi den har to temmelig tydelig afvigende varieteter, et utal af farveformer, for ikke at nævne en del formodede hybrider med T. albidum, er den meget vanskelig at identificerer for naturelskere, plantesamlere og botanikere. Varieteter af denne art, er den mest udbredte og dyrkede amerikanske art i Europa. Selve navnet ”chloropetalum” betyder ”store kronblade”. Det er en nem Trillium at have med at gøre i Danmark, men for plantesamlere i det nordøstlige USA kan den godt volde lidt problemer, selv om den er fuld vinter hårdfør. Også varieteter af denne art gror godt i England, Skotland og i kystnære områder af Europa. Disse varieteter kan nå størrelser, der aldrig er set i naturen. Stilken er oprejst og kraftig, 20-65 cm. høj og som nævnt oftere højere i kultur. Bladene er uden stilke, formen kan dog gøre, at det ser ud som om de næsten har stilke. De er bredt ægformet, 7-17.6 cm. lang, 7.4-17.7 cm. brede, spidsen er stumpt afrundet, og de er svagt mørkbrun-grønmarmoret. Var. chloropetalum er mere tæt marmoret, og her har de yngre blade også en bronze metallet tone. Kronbladene, hvoraf nogle kan være meget variable i formen, er nærmest kileformet ved basen, spidsen variabel spids til nærmest afkortet, omvendt lancetformet til omvendt ægformet, 4.5-9.5 cm. lang, 1.5-2.3 cm. bred. Farven kan være grønlig hvid, bronzefarvet, leveragtig brun, rød-violet, mørkt violet-rød, pink, klar hvid og hvid med mørk pink farvet årer.

Varieteter

var. chloropetalum. Den typiske plante, som beskrevet ovenover.
Syn. T. sessile var. chloropetalum Torrey, T. sessile var. californicum S. Watson, T. giganteum var. chloropetalum (Torrey) Gates.

Forekommer fra området Monterey i Californien, nord til den nordlige side af San Francisco Bay til områderne Marin og Sonoma. Overlapper vækstområderne med var. giganteum og muligvis T. albidum i området ved San Francisco Bay.

var. giganteum (Hooker & Arnot) Munz. En større varietet.
Syn. T. sessile var. giganteum Hooker & Arnot, T, sessile var. californicum S. Watson, T. giganteum (Hooker & Arnot) Heller (delvis), T. sessile var. rubrum Hort. ex. Bailey

Var. giganteum er generel større og kraftigere end førnævnte. Forekommer i områderne San Mateo og Santa Clara, i områderne langs den østlige side af San Francisco Bay og i områderne Napa og Lake i Californien. Blomsterfarven varierer fra hvid til dybrød eller granatrød, og mangler total det gule pigment i kronbladet, som findes i var. chloropetalum

Ifølge Freemans studie i 1975 er var. chloropetalum anderledes end var. giganteum ved følgende: Kronbladene gullig-grøn til dyb violet, aldrig hvid. Rent kemisk har alle planter af var. chloropetalum gule pigmenter forekommende i deres kronblade, enten de er violette eller ej. Observationer synes at indikere, at blomsten hos var. chloropetalum nogle gange er mindre end hos var. giganteum, og bladene hos var. chloropetalum har en metallisk tone, når de bryder jorden.

Trillium cuneatum Rafinesque.

Syn. T. sessile var. praecox Nuttall, T. underwoodii Small (delvis) T. hugeri Small,
T. viride var. luteum (Muhlenberg) Gleason.

Af de arter der ikke har blomsterstilk, er T. cuneatum den største østlige art. Den forekommer næsten i hele vækstområdet, hvor de østlige Trillium arter uden blomsterstilk gror. Som man kan forvente af en Trillium med så stort et vækstområde, findes der mange former, for det meste, selvfølgelig, unavngivne. Nogle af disse former kan være lidt vanskelig at artsbestemme pga. ligheder med mange andre arter. Den kan være vanskelig at dyrke i haver, der ligger i milde områder af Europa, men i Danmark har jeg indtryk af, at det er en ret nem Trillium at have med at gøre. Stilken er oprejst, og glat til ru at berøre oppe hvor bladene sidder fast på stængelen. 16-45 cm. høj. De tilspidsede blade er ægformet, æg-lancetformet, lejlighedsvis rund-ægformet med overlappet kanter, 7-18.5 cm. lang, 7-13 cm. brede, sædvanligvis bredest på sidste halvdel af bladet. Bladet er svagt til stærkt grønlig marmoreret, som aftager i løbet af sæsonen, eller den kan sjælden forekommende være uden marmoreringer, kun i grønne og gule former. Kronbladene er ret variable i samtlige vækstområder, generelt kileformet, bredest på eller over midten, faldene til en kileformet base. Den kan også være elliptisk-omvendt ægformet til omvendt lancetformet, 4-7 cm. lang, lejlighedsvis længere og 0.9-2.7 cm. bred. Farven er rødbrun, rødbrunlig-violet, brun-violet, grønlig-violet, klar grøn, gulgrøn, lys lemon-gul og tofarvet gul med en violet base, ved tilfældige kloner kan man se at blomsten åbner sig og hurtig blegner til en lys kobber-bronze farve, en farve den holder fra år til år. Blomsten har en behagelig, svag krydderi duft, der minder om bladene på en kanelbusk (Calycanthus sp.) I naturen er den forekommende i skove på både kalk- og sandstensbund og findes både i sur og kalkholdig jord, mest forekommende dog på kalkholdig jord. Den foretrækker et skrånende voksested og er sjælden på flod enge der oversvømmes af og til. Jeg synes det er en nem Trillium at have med at gøre, og jeg har den bl.a. plantet ret lyst i en grus blandet spagnum/humusholdig jord.

Varieteter

forma luteum Freeman En form hvor de blomstrende dele er gule eller gulgrønne. Den forekommer ret almindelig i ellers normale farvede bestande.

Trillium decipiens Freeman.

Syn. ingen.

Ved første blik, når T. decipiens kommer op af jorden, kan den godt ligne en meget høj T. underwoodii. Derfor kaldte Freeman (1975) den decipiens, der betyder bedrager, højst sandsynlig pga. den overfladiske lighed imellem disse to arter. Men T. decipiens er en noget højere art end T. underwoodii, ved blomstringen er stilken hos T. underwoodii 1-1½ gange længere end bladene, ikke højere end at blad spidsen netop rører jorden. Ved T. decipiens er stilken ved blomstring, 2½-3 gange længere end bladene. T. desipiens har måske de mest kolorerede og attraktive blade af arterne uden blomsterstilk. Selvom blomsten ikke er brillant er den dog tiltalende. De arter, der har bronzefarvede blomster, er måske de kønneste, i forhold til de arter der har mere almindelig mørk rødviolette blomster. Stilken er oprejst, skinnende, 17-44 cm. lang. Bladene er æg-lancetformet til lancetformet, afrundet ved basen, bredest en tredjedel fra den stængelløse base, derefter indsnævres bladet, så den til sidst slutter i en spids. 8-17 cm. lang, lejlighedsvis længere, 4.9-8.5 cm. bred, sædvanlig meget stærk marmoreret, hvoraf mindst en tredjedel del er mørkegrøn, resten kan være bronze-grøn og rødviolet-grøn, ofte med en lys stribe midt i bladet. Bladet sider horisontal, ikke hængende. Kronbladene er omvendt ægformet til omvendt lancetformet 50-90 mm. lang, de største kronblade findes hos de former, der har de største blade. Kronbladet er 10-20 mm. bred, bredest lige over midten. Farven er rødligbrun-rødviolet, brun-rødviolet til hel brun, grønlig stænket, til hel grøn og sjælden gul. I Freemans nøgle fra 1975 står at kronbladets farve for det meste er grøn, mens andre skriver, at de synes farven rødligbrun-rødviolet, faldene til brune toner er det mest almindelig. Den forekommer i løvfældende skove. Min erfaring siger, at den trives bedst i en humusholdig spagnum bed, i skygge og køligt om sommeren.

Varieteter

Der er ingen varieteter, men det er lidt uklart om der findes krydsninger imellem T. decipens og T. underwoodii.

Trillium decumbens Harbison

Syn. ingen.

Få af de arter der ikke har blomsterstilk, har en sådan charme og karakter, som T. decumbens. En kort liggende bladstilk (deraf navnet decumbens) gør, at de store nyudsprungne marmorerede blade næsten hviler på jorden. Den kraftige plante med en stor bladkrans og lange flammelignende rødbrunlige-violette kronblade, får en til at tænke på en gammel Egyptisk olielampe. Den har et stort dybtliggende horisontalt rhizom som ofte knækker, hvis man graver den op. Bladstilken er som nævnt kort og liggende, sædvanligvis som en S formet krumning, 5-20 cm. lang, ret kraftig, ofte samme længde som bladene eller lejlighedsvis kortere, let behåret især lige under bladene. Bladene er 4-12 cm. lange, 3.3-7 cm. brede (de arter der gror i Georgia er større end de arter der kommer fra Alabama) uden stilk, ægformet til næsten runde, stærkt marmoreret i lyst og mørk grønne nuancer, bronze og med et sølv farvet dække der bliver tydeligere hvis planten får frost under udviklingen. Kronbladene er lineær-lancetformet eller lancetformet der er bredest mod den tilspidsede spids, 40-80 mm. lang, lejlighedsvis længere, 7-10 mm. bred, stiv oprejst og let snoede. Farven er dyb rød brunlig- rødviolet, mens kronbladet er frisk, senere blegnende til mat brun, grønlig-brun eller med en cremet gullig tone. I naturen ses den oftest på tyndbevoksede bjergskråninger, men er også forekommende i løvfældende skovområder. Nogle gange kan man se den gro sammen med bl.a. Arisaema triphyllum og Arisaema quinatum

Varieteter

Der er ingen varieteter nævnt, men man har set en fantastisk gul haveform, der tilfældig opstod i en have i Birmingham, Alabama.

Trillium discolor Wray ex Hooker

Syn. T. sessile var. wrayi S. Watson, T. luteum var. latipetalum Gates,
T. hugeri f. flavum Peattie.

Trillium discolor er en af de mere attraktive og karakteristisk af de blomsterstilkløse arter. Skønt den ikke kan beskrives som en ”dværg” er dens mindre bladvækst og de mindre kronblade en kontrast til den anden forholdsvis større gule blomsterstilkløse art, T. luteum. Stilken er oprejst og i bund og grund, glat, 10-22 cm. høj. Bladene ægformet, elliptisk til næsten cirkulær og med en tilspidset spids, svagt hængende til blomsterne åbner sig. derefter mere eller mindre horisontal, stærk marmoreret mørkegrøn på en lysere baggrund. Marmoreringen aftager i løbet af sæsonen, men forsvinder ikke. De stængelløse blade er 6-13 cm. lang, 4-7 cm. bred. Det er ret almindeligt, at der er både større og mindre planter på voksestedet. Kronbladene er spektakulære, de er lancetforme de og bredest mod spidsen, nærmest kølleforme de, 22-50 mm. lang, 9-15 mm. bred, mindst et kronblad ender i en opadrettet stærk tilspidsning, de andre er mere konkav tilspidset. Farven er svag lys gul eller grønlig-gul. Blomsten dufter lignende en kanelbusk (Calycanthus sp.). Jeg har plantet mit eksemplar af T. discolor i let skygge, under en opstammet Tsuga sp. Bedet er et gammelt stenbed, stadig med et godt dræn, men den øverste 25-30 cm. lag jord, består af en humusrig, spagnumblanding.

Varieteter

Ingen.

Trillium foetidissimum Freeman

Syn. ingen.

Ligner T. sessile meget, ikke mindst i statur, men har ofte en meget stærk marmorering. Navnet foetidissimum betyder ”yderst ildelugtende", og hentyder til blomstens duft der minder om råddent kød, især hvis den står i stærkt sollys. Det er en ret charmerende art, de stærkt marmorere, horisontal siddende blade giver en betydelig karakter, men blomsten er ikke noget særlig. Stilken er mere eller mindre oprejst, 9-30 cm. lang, sædvanlig omkring 10-18 cm. De stilkløse blade er 5-8.3 cm. lange, 3.8-6.7 cm. brede, elliptisk-ægformet, sjælden næsten hel runde, spidsen er svagt tilspidset. Farven er lyst grønt, stærkt marmoret i en mørk grøn farve og med en lysegrøn midtestribe. Kronbladet der er bøjet fra basen til toppen, er nærmest lineær-lancetformet, sjælden mere elliptisk og slutter i en spids. Farven er pink-rødviolet, rød-lilla, brunlig-lilla, sjælden gullig, der flader til en brunlig tone med alderen. I naturen forekommer den i kløfter og på lavtliggende områder i frugtbar skov, langs vejsider og rabatter, i mudderet, løs sandet jord. Jeg dykker denne art i samme bed som jeg har T. discolor, her står den i en let skygge og om efteråret lægger jeg et lag fyrrenåle ovenpå jorden, for at beskytte den mod streng barfrost, dette gør jeg også ved de andre sydlige arter.

Varieteter

Forma luteum Freeman. Den har ingen rød-violette pigmenter i blomsterorganet. Kronbladene er gule til gulliggrøn. Den forekommer lejlighedsvis som enkelte isolerede mutationer i hele artens vækstområde.

Trillium gracile Freeman

Syn. ingen.

Den var ikke fundet som en selvstændig art, før i Freeman`s storslåede arbejde i 1975. Han gav den navnet T. gracile pga. de yndefulde og fine blade, og da bladene samtidig er relativ korte bevirker dette, at planterne ser særlig høje ud. I naturen er den forekommende i skygge, på sandede og til tider tørre, hævede områder i fyrretræs skove. Af og til også på sandede, åbne områder. Den er relativ mere sent blomstrende, i naturen, fra tidlig til midten af april. Det vil sige, at når T. gracile er i knop, står T. ludovicianum, der er forekommende i samme område, i fuld blomst. Den adskiller sig ikke voldsomt fra de nært slægtede arter, kun med nogle detaljer i blomsten og med sit senere blomstringstidspunkt. Stilken er glat og oprejst, 16-35 cm. høj. Bladene er elliptisk ægformet, 6-8.5 cm. lang, 2.6-4 cm. bred, grøn med mørkegrønne marmoreringer. Bladspidsen der sjælden er spidst, men som regel svagt tilspidset eller hel rund. Kronbladene er lineær-lancetformet til næsten lancetformet, 20-40 mm. lang, 3-5 mm. bred og med en tilspidset spids. Farven er mørk rødligbrun-rødviolet, sjælden gul. Blomsterduften er som mug eller lignende svampe. Jeg dyrker denne art under en stor vandgrand i det gamle stenbed, hvor jeg bl.a. også har T. discolor, men T. gracile står mere skygget og er også plantet højere i bedet, hvor det måske er mere tørt. Bedet er veldrænet og over det veldrænede medie ligger der en 25-30 cm. tyk lag humusholdig spagnum. Om vinteren beskytter jeg T. gracile med et lag af fyrrenåle.

Varieteter

forma luteum Freeman. Kronbladene og hele blomsterorganet mangler den rød-violette pigment og er gul eller gulliggrøn.

Trillium kurabayashii Freeman

Syn. ingen.

Den japanske forsker Masataka Kurabayashi, der arbejdede meget med slægten Trillium, var den første til at antyde tilstedeværelsen af en uopdaget art fra den amerikanske vestkyst. Da Freeman i 1975 undersøgte dette, gav han M. Kurabayashi ret og han navngav den til ære for ham, T. kurabayashii. Det er en meget stor, attraktiv art der hyppigt danner en klump og store kolonier. Selv om områderne med T. kurabayashii og T. albidum overlapper hinanden, er det eneste sted de er set gro sammen i Salmon River Mountains i det nordlige Californien, der er ikke rapporteret om krydsninger imellem disse to arter, undtaget i et område i det nordlige Californien. Det lader til, at den i vid udstrakt gror i botaniske haver i Skotland som T. sessile californicum. Stilken er oprejst, og der forekommer tit to stilke fra hvert skud, de bliver 25-55 cm. høje. Bladene er stængelløse, ægformet til bred ægformet, 8-22 cm. lange, 12-17 cm. brede (temmelig saftig i det tidlige knopstadige). Farven er lys grøn, sædvanligvis vel marmoreret med lyse og mørkere mønster, lejlighedsvis uklart eller næsten ikke marmoreret. Bladspidsen er tilspidset. De iøjnefaldende kronblade er næsten lancetformet, 55-110 mm. lange, 20-35 mm. brede, mørk rød-rødviolet. Hos de frisk udsprungne blomster er der en krydret duft, som bliver ildelugtende ved ældre blomster. Det er en ret nem Trillium at dyrke og den trives godt i en humusrig skovbundsbed.

Varieteter

forma luteum Soukup. Blomsterne er lyse, gennemskinnelig, gulliggrønne, stribet rødviolet.

Trillium lancifolium Rafinesque

syn. recurvatum var. lanceolatum S. Watson,
T. lanceolatum Boykin ex S. Watson

Denne art ligner T. recurvatum og kan nem forveksles med denne. Forekomsterne er mærkelig spredte hvilket har fascineret botanikere, men grunden til dette er endnu ikke fundet. Den er ret sjælden udbudt til salg i planteskolerne, den skulle dog være ret nem i kultur, desværre knækker rhizomet let og putter man de små stykker i jorden, vil de gro, det tager dog flere år inden de har opnået en blomsterdygtig størrelse. I naturen er den mest forekommende på opskyllet jord og de største planter finder man på flod enge. Den forekommer også i stenede, højlands skovområder. Tit ser man den i buskbevoksning, i meget fugtig jord. Den er set i både dyb skygge og i lidt mere åben skov. Jeg har ikke den store erfaring med denne Trillium da jeg kun har haft denne plante i kort tid. Jeg tror det bedste sted at plante den, vil være i et skygget bed, der er konstant fugtigt uden at være soppet. Stilken er glat og oprejst, ret høj i forhold til bladene, 15-32 cm. omkring 2½ til 3 gange længere end bladene. Stilken kommer fra en meget tynd langstrakt, hvid og meget skør rhizom. Bladene er uden stilk, lancetformet til nærmest elliptisk-lancetformet, 5-8.3 cm. lang, 2-3.3 cm. brede og ender i en stumpt eller tilspidset spids, marmoreret mørke grøn. Kronbladene er lineære til aflange eller langstrakt-kileformet, ofte snoet. Den første del af kronbladet er formet som en stilk og det er omkring halv så langt som det lidt brede stykke af kronbladet. Farven er rødbrunlig-rød, rødviolet, grønbrun eller tofarvet hvor det nederste er mørk rød-rødbrun, 2.8 cm. lang, 2-4 mm. bred, bredest omkring midten.

Varieteter

ingen.

Trillium ludovicianum Harbison

Syn. ingen

Når man læser de klassificeringer af Trillium der har været igennem tiden, Gleason (1906), Gates (1917), Freeman (1975) og andre, kan man klart se, der er en stor lighed hos mange af de blomsterstængelløse Trillium og derfor kan man godt forstå der har været skrevet meget og også megen misforståelse af disse Trillium. En af de der har været forvirring og misforståelse omkring er T. ludovicianum der i klassificeringer har været misidentificeret som T. maculatum, men ser man dem i naturen, er det klart, de ikke ligner hinanden i hverken vækst, kronbladets form eller farve. På grund af at denne art næsten kun gror i den amerikanske stat Louisiana, valgte Harbison at kalde den T. ludovicianum. I samme område hvor T. ludovicianum gror, forekommer også arterne T. foetidissimum, T. gracile og den sydligste form af T. cuneatum, de blomster samtidig og har en vis lighed, dette gør identifikation vanskelig. Stilken hos T. ludovicianum er oprejst og glat, 14-26 cm. høj. Bladene der er stængelløse, er lancetformet eller ægformet, 5.3-9.5 cm. lange, 2.3-5 cm. brede, spidsen er afrundet spidst, stærk marmoreret i farverne mørkegrøn og bronze-grøn, ofte med en lys stribe i midten. Kronbladene er lancetformet, bredest på midten eller lineær, 3-4.7 cm. lang, 4-8 mm. bred, oprejst bøjet indad og tilspidset, lidt stilke lignende ved basen på kronbladet. Farven kan være blegrødlig-violet, bleg rødviolet-grøn eller tofarvet hvor den basalt er rødviolet og den øverst del er mørk gråligsølvet-grøn. I naturen er den forekommende på opskyllede jordvolde, jordbanker langs floder i løvfældende skove bl.a. bøgeskov. Jeg dyrker denne Trillium to steder i haven, begge steder er jorden en humusholdig spagnumjord, den ene sted er et hævet bed, ret skygget under en Rhododendron, hvorimod den anden sted er ret lyst og lidt mere fugtig, begge steder ser det ud til at de trives godt. Hvert efterår dækker jeg rhizomet med et par håndfulde grannåle og lægger et omvendt V formet glastag over.

Varieteter

Ingen

Trillium luteum (Muhlenberg) Harbison

Syn. T. sessile var. luteum Muhlenberg, T. underwoodii var. luteum (Muhlenberg) MacBride,
T. sessile f. luteum (Muhlenberg) Peattie, T. hugeri f. flavum Peattie,
T. viride var. luteum (Muhlenberg) Gleason

På grund af dens store udbredelsesområde og sine gode egenskaber som haveplante, er det den mest fundne art af de blomsterstængelløse arter. Folk valfarter hvert år til Gatlinburg, Tennessee i USA for at se T. luteum i tusindvis blomster, her dækker den skovbunden og kan endda forekomme i vejsiderne. Det er en art hvor der hos botanikerne i lang tid, har været en del forvirring. Radford lagde den ind under T. cuneatum i 1968, andre lagde den ind under T. viride, der er en mere vestlig forekommende art. Andre botaniker har tidligere lagt den ind under andre arter som en farveform. T. cuneatum der ret ofte producerer grønne, gulliggrønne eller lysegule former (men med bredere, kileformede kronblade der har lige sider og som er fastgjort i den smalle ende) der kan ligne T. luteum. I de områder hvor disse former af T. cuneatun gror sammen med T. luteum krydser de sig og det gør ikke det hele nemmere. I det sydlige Kentucky samt i det sydøstlige Tennessee og langs Little Tennessee River på grænsen imellem Tennessee og det nordlige Carolina, hvor naturlige barrierer ikke adskiller dem gror begge arter sammen. Netop her forekommer mange mellemformer der adskiller sig i både farve, vækst og duft. og Freeman konkluderer derfor at der er tale om to arter. Stilken er hos T. luteum, oprejst og glat 14-40 cm. sjælden højere. De stængelløse blade er variable, ægformet-eliptisk til næsten tilspidset rund, stærk marmoreret i begyndelsen, men i takt med blomsten falder, bliver marmoreringen mere uklar, 6.5-17 cm. lang, 6.5-9.8 cm. bred. Kronbladene er elliptisk-lancetformet, lancetformet eller nærmest lancetformet, bredest ved basen aftagende til en lang tilspidset spids, 34-66 mm. lang, 10-21 mm. bred, grønlig-gul til citrongul, bliver mere gul med alderen. Blomsten har en stærk citronduft, hos T. maculatum er duften mere krydret, banan lignende. Det er en nem Trillium og den kan gro i en almindelig surbundsbed eller under træer i et humusrig skovbundsbed.

Varieteter

Forskellige forfatter nævner ingen varieteter eller navngivet former.

Trillium maculatum Rafinesque

Syn. T. sessile Linnaeus (delvis), T. underwoodii Small (delvis).

Denne iøjnefaldende og attraktive art, vokser over et større område end mange af de andre blomsterstængelløse arter. Dens farve, både den mørk violet-røde og den gule er klar og mere ren end i de tilsvarende andre arter. Den findes både på lavere og højere voksesteder. Den er tit blevet forvekslet med andre arter. Stilken er oprejst, 17-30 cm høj. Bladene er delvis uden stilk, ægformet 6.5-16 cm. lang, 5-8 cm. bred, størst hos de arter der gror i fuld skygge, stumpt tilspidset og farven er lysegrøn med nogle få brede, spredte, mørkere marmoreringer. Kronbladene er 40-70 mm. lange, 7-17 mm. brede, snævert til bredt spalte-kileformet med det bredeste sted over midten og indsnævret under midten til en mere eller mindre trekantet spids. Kronbladenes kanter er let opadrettede på den nederste halvdel. Når blomsten åbner sig skilles kronbladene fra hinanden, men bliver som ældre mere oprejste og næsten rørende hinanden ligesom man ser det hos Tr. cuneatum. Farven er klar, dyb rødbrun eller rødviolet, faldene til en mere grumset farve eller brunlig, som hos mange af de andre rødviolette former af de blomsterstilkløse arter, sjælden rødviolet for neden, gullig optil spidsen eller klar svovl gul. Blomsterduften er krydret; banan lignende. I naturen er den forekommende i birk og egeskov, på kraftig, kridt elle limstenholdig jord. Den foretrækker dyb skygge.

Varieteter

forma luteum Freeman Alle blomstens organer er manglende den rødviolette pigment; kronbladene er smukke klar, lysegule. Den forekommer meget sjælden sammen med den almindelige farve form.

forma simulans Freeman. Kronbladene er gule med en rødviolet base; støvdrager og frugtblad er rødviolet. Forekommer nu og da over hele artens vækstområde.

Trillium parviflorum Soukup

Syn. ingen

En af de mest korrekt beskrevne arter, og det ser ud til, at det er den første, der er beskrevet som anderledes af Edith Dusek, som bragte den til Victor Soukup, en anden Trillium specialist, og hans studier i 1980 ledte til, at den blev beskrevet som en ny art. Med navnet ”parviflorum” menes der ”småblomstret” Det er en art, der er rimelig varieret i størrelse, den er fundet som en mindre plante med små blade og som en stor plante med store paraplylignende blade. Det ser ud til at størrelse på plante og blade følges altid ad, størrelsen på kronbladene er altid den samme. Dette er ikke tilfældet hos T. albidum, som er den art den ligner mest og kan forveksles med. Hvis det er en stor plante af T. albidum, er kronbladene meget lange, brede og tydeligt omvendt diamant formet, hvorimod hos mindre planter, kan blomsten minde om T. parviflorum. I naturen ser det ud til at T. parviflorum er mere forekommende på tørre steder, hvor T. albidum ikke forekommer. Som haveplante er T. parviflorum en mindre prangende form end T. albidum. Stilken er oprejst 17-30 cm. lang. De ægformede blade, der nærmest er uden stilk, er 6.5-16 cm. lang, 5-8 cm. brede, størst hos de arter der står i skygge, stumpt tilspidset, lysegrønt med nogle få mørkere marmoreringer. Kronbladene er snævert, oprejst, lineær til lineær-lancetformet, cremet hvid, lejlighedsvis rødviolet plettet, kileformet ved basen og stumpt tilspidset. Duften er krydret, lignende Epigaea repens. Blomstringstidspunktet er fra sent marts til tidlig maj.

Varieteter

Ingen.

Trillium petiolatum Pursh

Syn. T. petalosum Pursh ex. Louis-Marie, Rev.

En tidlig blomstrende art, i naturen allerede tidlig april, før de fleste andre planter er begyndt at gro, kommer bladene, der ikke ligner Trillium blade, frem imellem tørt og dødt græs eller ved fugtige vejkanter. Går man forbi, tror man ikke det er en Trillium, førsteindtrykket er en sump fyldt med Caltha palustris der skyder deres nye blade frem, bladene er gemt så meget at man slet ikke bemærker, at den er i blomst. Navnet ”petiolatum” hentyder til de lange bladstilke der er hos denne art. I naturen forekommer den for det meste på lavtliggende stenede bakkeskråninger, lige over flodenge, det oversvømmede smeltevandsområde, der er ret tørt om sommeren, i kanten af skove og krat, samt på åbne græsbevokset skovsletter, ofte på flodbredder og lejlighedsvis overraskende fugtig (for en Trillium art) mudret grund, der senere tørrer ud. Den forekommer sammen med bl.a. Disporum hookeri, Smilacina racemosa og flere stedsegrønne træer. Det er en art, der krævet en mere lyst vokseplads i vore haver, og den skal have en vel gødet jord f.eks. kompost iblandet godt omsat hestegødning. Stilken er oprejst, glat, ofte, men ikke altid meget kort, 4-17 cm. lang, typisk underjordisk og skyder fra en vertikal, ofte meget dybtliggende rhizom. De langstilkede blade er 9-22 cm. lang, kransen af blade er kun lige eller svagt hævet over jorden. Bladstilken er 5-12 cm. lang, selve bladet er ægformet til elliptisk, 7-14 cm. lang, 5.5-10.2 cm. bred, medium grøn og uden marmoreringer, bladspidsen er stumpt eller afrundet. Bladene kan minde om vejbred (Plantago). Blomsten sidder i midten af bladkransen og er nær jordoverfladen. Kronbladene er lineær-lancetformet, tilspidset, oprejst til udad bøjet, lys rødligbrun, rødviolet eller grønlig til gullig, 30-55 mm. lang, 4-10 mm. bred.

Varieteter

Der er ikke nævnt nogen varieteter. Victor Soukup har dias af en klar gulliggrøn form der gror sammen med den almindelige form. Der er også fundet æblegrønne former.

Trillium recurvatum Beck

Syn. T. unguiculatum Rafinesque, T. unguiculatum Nutall,
Phyllatheum recurvatum (Beck) Nieuwland, T. reflexum Clute.

Trillium recurvatum er den nemmeste blomsterstængelløse Trillium at identificere. Forekommende over en stor område omkring Mississippi River og findes især i større mængder ved sammenløbet af Missouri og Ohio Rivers. Dens stive oprejste stilke og de mørke marmorere bladformer er en særlig attraktion i forårs skovbunden. Den er kendt fra gammel tid, da farmerne ryddede skoven for at dyrke jorden. Navnet recurvatum hentyder til de stærke bagover bøjede bægerblade. Som nævnt har den et stort udbredelsesområde, for en blomsterstængelløs art og i dette område er der en stor variation, nogle steder er den usædvanlig høj, eller mørkere blomster, eller bredere kronblade. Planter i området Blount i Alabama, er mindre mere delikate og rødblomstret. Nogle steder i naturen forekommer den på kalkbund og hos nogle Europæiske haveejer har lidt svært med at få denne Trillium til at trives. Jeg selv har dyrket denne Trillium et stykke tid og uden problemer. Jeg har plantet den ret lyst i et let hævet humusholdig spagnum bed, sammen med Rhododendron og andre surbundplante. Jeg har endnu ikke forsøgt at give den lidt kalk og finde det heller ikke nødvendig, da den i naturen også findes på ikke kalkholdig bund. Den glatte stilk er oprejst og sædvanligvis stiv, 15-48 cm. lang og skyder fra en aflang, skrøbelig hvid rhizom, der er dækket med den døde mørke væv. Bladene er kraftig stilket, der er en femtedel længere end bladets længde, selve bladet er 6-18 cm. lang, 2.5-6.5 cm. bred, ægformet, elliptisk eller lancetformet, tilspidset, først stærk marmoreret i mørkegrøn eller bronze, falmende ved blomstens udspring, eller kan sjælden, være hel grøn. Bægerbladene er æg-lancetformet, spidst, stærk tilbage bøjet og ligger tvunget ned langs stilken, 18-35 mm. lang, 6-18 mm. bred. Kronbladene er lancet- til ægformet, oprejst, 18-48 mm. lang, 9-20 mm. bred, med en tilspidset spids, den nederste del er tynd, lignende en stilk, øverste del af kanten ombukket, mørk rødbrunlig-rødviolet til klar gul, lejlighedsvis tofarvet med en rødviolet base og gul spids, falmende til brun-rødbrun med alderen.

Varieteter

forma luteum Clute Først tofarvet, senere falmende, måske syge eksemplar (Freeman 1975) hvor den rødviolette pigment mangler og kronbladet er i flere gullige toner. Freeman (1975) mente der var så mange farve nuancering at han synes brugen af dette navn var unyttig. Det er meningsløst at navngive ubetydelig farve former i de stængelløse Trillium arter; genetiske farve variation er forekommende og samtidig med de falmer med alderen, svulmer de op og får en frisk look. I nogle tilfælde forekommer der farverformer ved krydsning. Svampesygdommen mycoplasma nævnes hos de blomsterstængelbærende arter, men er ikke reporteret hos de blomsterstængelbærende arter, kan også frembringe farvevariationer. Forfatteren synes ikke syge planter bør gives særskilte navne og mener dermed Freeman`s pointe er velbegrundet.

forma shayi Palmer & Steyermark. Hos denne form er der ingen rødvioletter pigmenter i kronblade og støvdrager og de er klar gule eller grønliggule. Denne plante kan være en meget attraktiv og er lejlighedsvis også kultiveret, og findes også kaldet ”albino mutation” Den er lejlighedsvis forekommende i hele T. recuvartum`s vækstområde. Denne form kan mangle den karakteristiske marmorering.

forma petaloideum Steyermark. Freeman (1975) reporterede denne til at være en abnormt, steril form, hvor alle bægerblade er kronbladlignende. Forfatteren har aldrig set sådan en form hos denne art; selvom enkelte planter, hvor alle blomsterdele er bladlignende, forekommer i mycoplasma-inficeret forekomster af T. grandiflorum, T. cernuum, t. Erectum og T. undulatum.

forma foliosum Steymark. Denne form, hvor alle blomstens dele er erstattet af blade, kan skyldes en stærk inficering af en stængelløs art. Der er ikke reporteret krydsninger med T. recurvatum, men i et område i Kentucky overlapper T. recurvartum og T. sessile og her findes der en del T. sessile lignende planter som er en lille smule højere og med smallere blade end man normal ser hos T. sessile og måske det er en krydsning.

Trillium reliquum Freeman

Syn. Ingen.

En ret ny fundet art, som man skrev, var ekstrem sjælden, lokalt og adskilt fra andre arter, er senere blevet indsamlet flere nye steder, stadig sjælden, men måske er den mere udbredt forekommende end først troet. Den minder end del om T. decumbens, men er mindre krybende og er anderledes i flere dele af opbygningen. Freeman skrev at blomsten havde en duft af rådden kød, forfatteren som skrev dette havde undersøg det og fandt kun denne duft i nyåbnede blomster. Næsten alle blomsterstængelløse Trillium producerer svampe eller ildelugtende dufte i tiden hvor støvfanget er modtageligt for pollen, heldigvis kan den menneskelige næse kun lugte denne duft, tæt på blomsten. Den er ikke specielt anderledes eller attraktiv som haveplante, men for samlere kan den være interessant bl.a. for sin lighed med T. decumbens og pga. dens adskillelse fra andre arter, men den er stadig betegnet som en truet art i USA og må betegnes til stadig at være for sjælden til indsamling fra naturen. Heldigvis er den blevet formeret fra frø og der er i dag mulighed for at købe denne art i nogle få Europæiske specialplanteskoler. Stilken er delvis krybende, eller svagt oprejst (specielt i kultur), helt igennem glat, 6-18 cm. lang. Bladene er stængelløse og horisontal siddende, ægformet til elliptisk, næsten identisk afrundet tilspidsning ved base og spids, med det bredeste punkt på midten, 5-12 cm. lang, 6-10 cm. bred, stærkt marmoreret på begge sider af en central lysegrøn stribe, i skygger af lyse- mørkegrønne, bronzegrønt og mørkt rødviolet. Kronbladene er oprejst, nærmest elliptisk-lancetformet til lancetformet, bredest mod spidsen, 25-55 mm. lang, 6-10 mm. bred, tilspidset spids, mørkt brunlig-rødbrun, grønlig-rødviolet eller gul randet.

Varieteter

forma luteum Freeman. Denne form er kun fundet et enkelt sted i USA. Kronbladene er gule til gulliggrønne.

Trillium sessile Linnaeus

Syn. T. langflorum Rafinesque, T. rotundifolium Rafinesque, T. isanthum Rafinesque,
T. tinctorum Rafinesque, T. membranaceum Rafinesque, T. sessile var. boreale Nutall.

Trillium sessile var den første Trillium der blev navngivet af Linnaeus. Den har et stort udbredelsesområde tværs over det centrale og øverste del af det midtvestlige Missisippi område. Den kommer tidligt op af jorden, og i naturen kan den blive dækket af det sene forårs sne. Den er mange gange blevet sammenblandet med andre arter, især i havebrug, men også i nogle få gamle botaniske klassificeringer, som insisterede på at kalde alle blomsterstængelløse (sessile) arter for Trillium sessile. Man samlede de vestlige blomsterstængelløse arter, Trillium chloropetalum og dens varieteter, T. angustipetalum og T. kurabayashii, fuldstændig forkert under navnet Trillium sessile californicum og denne fejl kan stadig findes i Europæiske haver og planteskoler, samt sjældent i botanisk litteratur. Trillium sessile er ikke forekommende nogen steder nær Californien og det er en meget mindre plante end nogle af de vestlige arter. Den er af flere grunde nærmere tilknyttet T. foetidissimum f.eks. dens statur og støvknappens struktur. En robust plante af T. sessile vil netop være så stor, som en af de mindste T. cuneatum, stor nok til at den kan utydelig gøre sin identitet. Den forekommer bl.a. i tætte skovområder, i særdeleshed på kalkbund, samt på flodenge og flodbrede i leret sandjord, jeg selv dyrker denne art i mit surbundsbed, og her ser det ud til at den trives ret godt. Stilken er i nogen grad oprejst, glat og kommer fra en brun, delvis kraftig horisontal rhizom, 8-25 cm. høj, sjælden højere. Bladene er stængelløse, temmelig bredt vedhæftet, ægformet til næsten runde, 4-10 cm. lange og 2-8 cm. brede, bladstørrelse og form forandrer sig med alderen. Farven er grøn til blåliggrøn, lejlighedsvis med sølvet glans eller belægning, sparsom eller kraftig marmoreringer i mørke grøn eller bronzegrøn, der aftager omkring blomstring, hos albinoer er bladene lysegrønne. Bladspidsen er rundt tilspidset, noget lignende lige så bredt som hvor bladet er vedhæftet. Kronbladene er lancetformet, bredest på midten, til elliptisk, lejlighedsvis næsten runde, let kød fyldte, 17-35 mm. lange, 7-20 mm. brede, smalle ved basis (ikke rigtig stilket), gradvis afrundet til en mere eller mindre spidst top. Farven er rødbrun, brunlig-rødbrun, grøn eller grønlig-gul der holder et stykke tid, men senere falmer til en brunlig tone.

Varieteter

forma viridiflorum Beyer. Blomsterne er gulliggrønne med rødviolet farve på støvdrager og støvfang. Denne form forekommer af og til iblandt den almindelige T. sessile og den har vist sig som selvsåede frøplanter i nogle haver. Det er ikke en særlig attraktiv form. Gode gule former af T. sessile er ikke blevet fundet og navngivet.

Trillium stamineum Harbison

Syn. T. stramineum Harbison ex Louis-Marie, Rev.

Selv om denne art ikke er særlig prangende, er den karakteristisk med sine spredte og snoede kronblade. Støvdragerne er ret høje og sidder som en iøjnefaldende krone. På tæt hold har blomsten en ildelugtende duft. I naturen er den forekommende på tørre steder i løvfældende, højlands skov eller blandet løvfældende og fyrretræsskov, ofte på kalkbund. Den forekommer også på sandede bredder langs små floder, under buske som f.eks. Sneklokker (Stryax sp.), samt på flodenge i tung lerjord. Jeg dyrker denne art skygget, i et gammelt stenbed, hvor der i bunden stadig er et godt dræn, øverst er der en 25-30 cm. tykt lag humusholdig spagnumjord og jeg tilfører ikke kalk, hvilket jeg som regel heller ikke gør ved nogle af de andre Trillium der gror på kalkbund. Stilken er oprejst, med bløde hår, dun håret, 15-30 cm. høj. Bladene er æg-lancetformet til bredt ægformet, stængelløs, 6.3-7.6 cm. lang, 3.3-5 cm. bred, tilspidset, og på undersiden har de store årer og blødt hår. Farven er lys sølvgrøn eller blågrøn, med mere eller mindre marmoreringer i mørkegrøn, der aftager med alderen. Kronbladene er indsnævret lancetformet, sjælden bredere, 15-38 mm. lange, spiralsnoet, spredte og siddende i en horisontal portion, anderledes end hos nogle af de andre blomsterstængelløse arter. Farven er meget mørk rød-violet eller brun-violet til rødviolet stribet, sjælden gul.

Varieteter

Forma luteum Freeman. Blomsterne er gule, uden nogen rødviolet farve i blomsterdelene. Der er ikke rapporteret krydsninger med andre arter.

Trillium underwoodii Small

T. lanceolatum var. rectistamineum Gates, T. rectistamineum (Gates) St.John

Denne art har en lang forvirret klassificerings historie. I mange dele ligner den en kraftig, men kort stilket form af T. cuneatum eller T. decipiens. En af de mere tydelige ting der adskiller denne art, er de meget store kronblade, meget større i proportionerne i forhold til plantens højde end man ser hos de fleste andre arter. T. underwoodii er opkaldt efter botanikeren L. M. Underwood (1853-1907). Pga. sin lave højde, brillante marmorerede blade og meget store kronblade, er den rigtig velegnet til stenbedet. Stilken er glat, kort og oprejst, 8-20 cm høj. Bladene er ved blomstring sædvanligvis let bøjet nedad og bladspidsen rører jorden. De er stængelløse, æg- lancetformet til omvendt ægformet med en tilspidset spids. Grundfarven er lys sølvgrøn, stærk marmoreret i 3 til flere mørkere farver af grøn, bronze og nogle gange næsten rødbrune markeringer, 6.5-12 cm lang, 5-7.8 cm på det bredeste sted. Kronbladene er lancetformet, bredest mod spidsen, til elliptisk, gradvis lige tilspidset, spids, 30-55 mm. lang, lejlighedsvis længere, 1-1.5 cm. bred, kraftig mørk rød-brunlig rød eller rødvilolet rød, sjælden brunlig rødbrun eller gulliggrøn. I naturen er den forekommende i frugtbare til let tørre løvfældende skove, især hvor eg er dominerende eller en blanding af birk og eg, findes også på flad jord langs vandløb, hvor jorden kan være ganske fugtig og rigt leret eller sandholdig. På naturlige voksesteder springer den ret sent ud, ofte når andre Trillium arter på samme voksested er udvokset og begyndt at visne. Jeg har en lille plante af denne art og den er plantet i let skygge, i et gammelt stenbed, hvor der stadig er et godt dræn. Jorden er et tykt lag humusholdig spagnum ovenpå jordholdig grus.

Varieteter

Navngivende former eller varieteter er ukendt. Klart gule former er sjældne. Få steder forekommer T. underwoodii og T. decipiens sammen og her findes planter der varierer i både størrelse og vækstform. Nogle botanikere tror det er hybrider imellem disse to arter.

Trillium viride Beck

Syn. Tillium viride delvis, kun udelukkende T. viridescens, T. viride var. luteum (Muhlenberg) Gleason og deres synonymer (Freeman 1975), T. cuneatum iflg. Mohlenbrock.

Denne interessante plante har i lang tid være sammenblandet med T. luteum T. viridescens og næsten alle andre mere eller mindre grønblomstrende arter. Ordet viride betyder grøn. Er især blevet forvekslet med T. luteum der forekommer i området omkring Smoky Mountain, til trods for at viride er meget mere slank og delikat end T. luteum. Da beskrivelserne af blege former og albinoer af andre stilkløse Trillium arter ofte ligner beskrivelsen af T. viride blev dens udbredelsesområde meget overdrevet af mange botanikere. Trillium viride`s vækstområde er tæt af grænset til Missouri River i det nordøstlige Missouri og det sydlige Illinois og selv om Trillium viridescens også findes her, overlapper deres vækstområder aldrig hinanden. Forfatter, før Freeman (1975) samlede flere gange de to arter under et. De ligner virkelig hinanden, men hvis alle andre muligheder for en identifikation er brugt op, kan man ved brug af forstørrelsesglas se en mængde små spalteåbninger på bladenes overflade hos T. viride, disse mangler hos T. viridescens. Stilken er oprejst, ru under bladene, ellers glat, 23-34 cm høj, lejlighedsvis længere. Bladene er stængelløse og grønne til blåliggrønne, med svagt marmorering der aftager med alderen, sjælden uden marmoreringer. Indsnævret til bredt elliptisk, spidsen stumt til afrundet spidst, 8-20.5 cm. lang, 7-9 mm. bred. Kronbladene er oprejst og spredte, snævret spatelformet til lineær-spatelformet, 35-68 mm. lang, 5-15 mm. brede, bredest over midten, snævret og tynd herunder, mere eller mindre formet som en stilk. Klar bladgrøn, gulliggrøn, gul eller variabel rødbrunlig stribet omkring basen (langt de fleste er klar lysegrønne). Kronbladets spids er stumpt tilspidset.. I naturen forekommer den i frodig skov, stejle skrænter og stenede bakkeskråninger, som regel spredte, aldrig i store grupper og i en humusrig til en let leret jord. Den udbydes sjælden til salg.

Varieteter

Ingen.

Trillium viridescens Nuttall

Syn. T. stenanthes Rafinesque, T. sessile var. nuttallii S. Watson,
T. sessile var. viridescens (Nuttall) Trelease.

Trillium viridescens er en høj, robust og attraktiv plante, men ikke særlig prangende. Viridescens betyder grønlig. Som T. viride foretrækker den rig frugtbar leret jord. Den bryder sig ikke om alt for meget fugt da den vokser på grænsen til de tørre prærier, og dette kan gøre den vanskelig i vores fugtige Europæiske klima. Jeg dyrker selv denne art op af en sydmur, let skygget, under en opstammet fyrretræ, i en humusholdig let tør jord. Stilken oprejst og stift, glat til ru, 20-50 cm. høj. Bladene er uden stilk, ægformet, elliptisk til mere bredt, 8.5-14 cm. lang, 6.8-9 cm. bredt, mørke grøn, uklart mærket med nogle få til flere mørkere områder, de små spalteåbninger mangler på oversiden (se T. viride), afslutter i en spids. Kronbladene er lineær til snævret spalteformet, tyndest og stilket ved basen hvor den oftest er rødviolet-sort, oprejst og oftest svagt snoet. Farven er grønlig til gulgrøn, lejlighedsvis kan der forekomme hel rødviolet-rødbrune former. Kronbladet er 40-80 mm. lang, 8-12 mm. bred, ved den bredeste punkt. Kronbladets spids er afrundet.

Varieteter.

Ingen.