Tilbage til Trillium | Tilbage til start

                           Trillium med blomsterstilk (Pedicellate)          
Beskrivelse af arter med blomsterstilk

Beskrivelse af arter uden blomsterstilk

Beskrivelse af de Asiatiske Trillium

  Nøglen til Trillium

Carl Denton`s kultivar liste

Paris

 

Trillium catesbayi Elliott

Syn. T. cernuum Linnaeus, Trillium nervosum Elliott,
Trillium stylosum Nuttall, Trillium affine Rendle.

Stilken er 20-45 cm. høj og bladene er elliptisk ægformet, 6.5-15 cm. lange. Blomsten, der sidder på en 2-4 cm. lang stilk (sjælden 5 cm.), er hvid, pink eller rosa, lejlighedsvis meget dyb rosa. Kronbladene er lancetformet til aflange, margen er tit bølget, 3.5-5 cm. lang og 1-2 cm. bred, kan forekomme bredere. Støvdragerne er 1.6-2.5 cm. lang og støvknappen lysegul.

Den forekommer på sur jord i tørre åbne skove, i både sol og skygge. En nem Trillium til haven, plant den i et humusrig surbundsbed

Forekommer i Alabama, Georgia, Carolina, Tennessee og Virginia.
 


Trillium cernuum
Linnaeus

Syn. T. cernuum var. macranthum Wiegand

Stilken eller sædvanligvis 2-3 stilke fra hvert enkelt skud på rhizomen, bliver 10-40 cm. høj, sjælden højere. De tre blade sider så tæt at de overlapper hinanden og de er grønne, uden nogen rød tone. Formen er oval eller næsten kugleformet, bredest på midten og med en tilspidset spids. De er 5-15 cm. lange og 6-15 cm. brede og kan forekomme både længere og bredere. Blomsten der sider på en 1.5-3 cm. lang stilk, er åben hvid eller sjælden lys pink og med en tynd væv. Størrelse er 1.5-2.5 cm. lang og 9-15 mm. bred, aflang til lancetformet og slutte med en spids. Frugtknuden er hvid til blegrød. Den forekommer på fugtig og mere tør jord, men foretrækker en kold, fugtig til svampet skovbund og gerne i hel eller halvskygge, under træer. Min egen erfaring siger mig at dette er en nem Trillium og jeg har den plantet i fuld sol i et surbundsbed og her gror den godt. Ifølge nogle bøger er det en Trillium der ikke trives så godt igen i vore haver og de skriver at krydsninger med T. erectum gror meget bedre, måske er det sådan en jeg har, jeg ved det ikke.

Varieteter. 
Nogle botanikere har ment, at der var to varieteter af cernuum. Nemlig var. cernuum som passer på beskrivelsen ovenover, samt var. macranthum Wiegand, hvor eneste forskel er, at sidstnævnte er højere og kraftigere end var. cernuum. I naturen er der dog så store forskelle på højde og størrelse i forekomster af T. cernuum, at man i dag ikke betragter var. macranthum som en varietet.

 Forma tangerae Wherry. Har blomster som er dyb rosa, men på trods af, at man ikke har set beskrevet nogen steder, at der findes hybrider, hvor T. cernuum indgår, er man i dag overbeviste om, at forma tangerae er en hybrid mellem T. cernuum og T. erectum.
 

Trillium erectum Linnaeus

Syn. T. rhomboideum Michaux, T. foetidum Salisbury,
T. erectum var. atropurpureum Pursh,
T. purpureum Kin, T. nutans Rafinesque,
T. atropurpureum Curtis ex Beck, T. erectum rubrum Clute.

Denne udbredte amerikanske Trillium, blomster meget tidlig. Stilken er 15-60 cm. høj, de sydligste bestand er tilbøjeligt til at blive de største. Bladet er grønt, uden pigmenter. Den er bredt ovalformet, bredest på midten og slutter i en spids. Bladet er omkring lige så bred, som den er lang 5-20 cm. Kronbladene er lancetformet til oval-lancetformet, lejlighedsvis æggeformet, 1.5-5 cm. lang og 1-3 cm. bred og med en kraftig væv og store fremstående årer. Farven kan variere fra mørk rødlig-brun, violet eller hvid. Svagt gule eller hvide forekommer i alle lokaliteter. Lejlighedsvis forekommer der også dybere gule former. Især i mixed lokaliteter, hvor man finde den gro sammen med T. cernuum, T. flexipes, T. rugelli og T. sulcatum, kan man finde plante med tofarvede eller broget blomster. Støvdragerne er mørk rødbrun, grålig-rødbrun eller gule 5-9 mm lang. Frugtknuden er oval 6-kantet, mørk violet til rødbrun, selv i hvide former.
Den foretrækker en humusrig, kold og fugtig, til dels sur jord. I naturen forekommer i skove bestående af mere eller mindre stedsegrønne træer.

Varieteter.  
var. album (Michaux) Pursh.
Denne varietet har hvide kronblade (blomster) med en kugleformet, mørk rødbrun frugtknude.
 

Trillium flexipes Rafinesque

Syn. T. erectum var. declinatum A. Gray, T. album Small,
T. declinatum Gleason, T. gleasonii Fernald.

En udbredt art der ligner T. cernuum, T. rugelii og nogle former af T. erectum var. album, og bl.a. pga. det at den ligner disse og krydser sig med relaterede arter har gjort, at nogle botanikere har været meget mere forvirrede ved denne art, end de har ved nogle af de andre Trillium, der har blomsterstilk. Dette har gjort at den har haft flere forskellige navne (synonym navne) og et utal af ukorrekte lokal beskrivelser. Til tider har misidentificerede hybrider, hvor der i beskrivelsen ikke har været nævnt, hvilke andre arter der gror i området gjort, at der er stor forvirring omkring Trillium flexipes og de relaterede arter. Trillium flexipes er den almindeligste hvide Trillium fra det østlige centrale amerikanske lavland, vest for bjergene Appalachian og syd for de sydligste Greate Lakes States. Det er en robust, høj plante. Blomsten er mindre end hos T. grandiflorum, farven er mere flødefarvet hvid, og den har et tydeligt blomstervæv. Den holder blomsten længere en T. grandiflorum, og den farves ikke rosa, når den er ved at falde. Der findes en storblomstret form fra det nordlige Alabama, og denne form har en kraftig duft. Stilken bliver omkring 20-50 cm. høj og med en eller flere stilke pr. rhizom. Bladene er uden stilk og rombisk formet, 7-25 cm. lang og bred, dog hyppigt bredere end længere. Bladet har en tilspidset spids. Bladets farve er lys til medium grøn, uden nogen form rødlige toner. Kronbladene der er stærk vævet med årene som fine indgraveringer, oval-lancetformet til æggeformet, 2-5 cm. lang og 1-4 cm. bred. Støvknappen er tyk, cremet-gul og mindst dobbelt så lang som støvtråden, oftere længere. Den sekskantede frugtknude er hvid eller rosa rødmende ved støvknappen. Støvfangen er kort, tyk og tilbagebøjet. Den forekommer på skovbevoksede bjergskråning, på kalkbund hvor kalken udskilles og i sandholdig skovbundjord. Jeg syndes det er nem Trillium at have med at gøre og jeg dyrker den i en let hævet bed, i en humusrig, spagnumholdig jord. Jeg tilfører ikke kalk i jorden.

Varieteter.  

forma walpolei (Farwell)Fernal. Har rødlige-brune til rødbrun kronblade og hvid frugtknude. Den er fundet i bevoksninger imellem T. flexipex og T. erectum, og nogle botanikere mener, at det er en hybrid imellem disse to arter.

forma bellingtonii Farwell. En tofarvet form som har hvide kronblade der er rosa ved den nederste del af kronbladet. Botanikere har ignoreret navnet bellingtonii pga., at lignende planter med tofarvede kronblade er fundet imellem kontrollerede krydsninger mellem T. flexipes og T. erectum, og derfor tror de, at denne også er en hybrid imellem T. flexipes og T. erectum.
 

Trillium grandiflorum (Michaux) Salisbury

Syn. T. rhomboideum var. grandiflorum Michaux, T. grandiflorum Salisbury,
T. erythrocarpum Curtis`s Botanical Magazine, T. grandiflorum f. viride Farwell,
T. grandiflorum f. roseum Farwell.

Dette er en af de kønneste, bedst kendte og højt elsket af alle Trillium. Blomsten kommer på en 15-30 cm. høj stilk, der kan blive højere, især i kultur, hvor jorden er gødet. Den har typisk 3 blade næsten uden stilk, men planter med både 2 og 4 blade kan forekomme. Bladene er ovale til næsten rombisk, sluttet i en tilspidset spids og bredest nær begyndelsen af bladet. Bladet har en rødbrun tonet farve ved starten af udspringet, senere bliver de mørke grønne, fint året på oversiden af bladet, 12-20 cm. lange og 8-15 cm. brede. Lokale lokaliteter kan have større og mindre blade. Kronbladenes størrelse er variable, afhængig af alder ca. 4-7.5 cm. lang og 2-4 cm. bred. De er lancetformet til aflange, ovale, til næsten helt runde og slutter i en let tilspidset spids. Farven er ved åbning hvid, men kan senere skifte farve til næsten rosenrød. Støvdragerne er korte end støvknappen. Frugtknuden er sekskantet, lysegrøn 8-18 mm. lang. Den blomster fra sen april til tidlig juni. I naturen forekommer den i blandet skov, især i Acer saccharum og Fagus og jorden er en veldrænet bladmuld. En efter min mening en nem Trillium til skovbundsbedet/surbundsbedet.

Varieteter. 

forma  grandiflorum. Den typiske form, hvor andre former forekommer.

forma roseum Farwell. Blomsten åbner sig i, hel igennem, lys til mørk rosa farve. Den forekommer lokalt hyppigst omkring Blue Ridge Mountains i Virginia.

Følgende former er af forskellige forfatternævnt som former (nogle af disse er ikke navngivet). Man har dog fundet ud afat det ikke er former, men planter som er inficeret med mycoplasma (mycoplasma er en skadelig infektion, der giver mutationer og abnorme blomster)

forma chandleri Farwell

forma dimerum Louis-Marie

forma elongatum Louis-Marie

forma liriodes (Rafinesque) Victorin

forma petalosum Louis-Marie

forma striatum Louis-Marie

forma viride Farwell

Der findes flere fyldte former som f.eks. forma polymerum Victorin som er en mutation der forekommer sjælden hos denne art. Nogle af de fyldte former er navngivet (se bl.a. Carl Denton`s kultivarliste), andre benævnes flora plenum eller multiplex, hvor her menes; har mange kronblade. De fleste af disse fyldte former er sterile. Der er aldrig blevet dokumenteret nogen hybrider (krydsninger) med T. grandiflorum.

Trillium nivale Riddell

Syn. ingen.

Trillium nivale, også kaldet Sne trillium pga. af at den blomstre så tidlig at den kan blive dækket af sne og navnet nivale betyder også ”kommer i sne”.  Den kan modstå flere kolde nætter og endda frost uden at gå i dvale. Den ligner en lille udgave af T. grandiflorum og er en lille perle til det tidlig forår, men udbydes desværre sjælden til salg. Stilken er kun 3-5 cm. høj, ved blomstring, men vokser videre til 4.5-9 cm. høj. De blågrønne blade, med fremtrædende årer, er elliptiske æggeformet, stumpt til svagt tilspidset og med en tydelig stilk. De er 1.5-4.5 cm. lange ved blomstring, vokser derefter til lidt længere og større. De hvide kronblade er oprejste og tydelige, ægformet-elliptiske til aflange og med stumpt tilspidset spids, 1.5 cm. lang og 8-15 mm. brede. Støvdragerne er tynde 5-8 mm. lange og gule. Frugtknuden stumpt og 3-kantet. Trillium nivale er en god stenbedsplante og er relativ nem at få til at etablere sig, blot man huske at give den en kalkstens jord. Jeg selv dyrker denne lille Trillium op mod en sten, i en let humusholdig spagnum, som jeg tidlig forår tilfører lidt kalk. Om vinteren dækker jeg den med lidt komposterede blade (om det er nødvendigt ved jeg ikke). Det skulle være en plante der er let at lave fra frø og den sætter også mange frø. Der skulle ikke være nogen varieteter, dog kan der i naturen være forskel på blomsten bl.a. størrelse og væv sammensætning. Ligeledes kan man i naturen finde mere kraftige planter.

Trillium ovatum Pursh

Syn. af ovatum ifølge Munz (1959).
T. califonicum Kellogg, T. crassifolium Piper, T. scouleri Ryberg,
T. venosum Gates, T. ovatum var. stenosepalum Gates.

Det er den mest udbredte vestlige nordamerikanske Trillium. Den er ret varierende art og er tæt tilknyttet den østlige T. grandiflorum, men er mere varierende i størrelsen af blomsten og i blomstens fylde fra voksested til voksestedafhængig af jorden hvor den gror. Selve navnet ovatum, der betyder ægformet, referer til formen af kronbladene, som ikke er stærkt overlappet som hos T. grandiflorum. Den blomstretidlig og er på vej til at falde når T. grandiflorum står med fuldåbne blomster. Stilken er 13-70 cm. høj, nogle få planter kan endda være højere. De mellemgrønne blade, der forsætter med at gro efter den har sat blomst, er ægformet-rombisk 5-20 cm. brede og 7-12 cm. lange, tilspidset og med enkelte fremtrædende årer. Blomsterstilken, svagt hældende og oprejst 3-6 cm. lang. Kronbladene der har etyndmønster og er hvide, skifter til rosa-pink til mørk pink ved basen af kronbladet, lige før blomsten falder. De er lineær til bred omvendt ægformede, bredest ved eller over midten og kanten er jævn til let bølget, 1.5-7 cm. lang, 1-4 cm. bred. Frugtknuden er sekskantet 5-12 mm. høj, støvfanget 6-10 mm. lang og tilbagebøjet. I naturen forekommer den under rødtræer (Sequoia sp.), Douglas gran (Pseudotsuga menziesii) eller i blandet skov af stedsegrønne og løvfældende træer. Jeg dyrker selv denne kendte og nemme Trillium i et almindeligsurbundsbed, hvor der i jorden er blandet gamle blade og ædelgrannåle.

 Varieteter.

forma hibbersonii Taylor. På Vancouver Island, British Columbia gror der ifølge D. Gunnlaughsom, en lav form af tilsyneladende T. ovatum. Nogle personer er ikke enige i, at det er en varietet af T. ovatum, og mener at den bør hedde T. hibbersonii, opkaldt efter Mr. Hibberson der fandt den i 1930`erne. Der findes to former af denne Trillium, en høj og lav dværgform 3-10 cm. høj. Kronbladene er pink i udspring og falde til hvid før blomsten falder.

forma maculosum F. & R. Case, forma nova. Bladene er ovenpå, skjoldede og plettet med mørke rødbrune eller grønlige-rødbrune markeringer. Det er måske den eneste Trillium med stilk, der har rødlige marmoreret blade, som det ses hos flere af de Trillium der har blomst uden stilk.

var. oettingerii Munz og Thorne. Salmon Mountains Wake-robin (Hickman 1993) Den har tydelige stilket blade og mere eller mindre hængende, mindre blomster, hvor kronbladene er lineære til lineær-lancetformede, kun 0.5-2.4 cm. lange og 2-6 mm. brede. Denne varietet forekommer i bjergene Salmon og Siskiyou, ved grænsen til Californien og Oregon.

Der er også fundet nogle fyldte former af T. ovatum, se Carl Denton`s kultivarliste. 

Trilium persistens Duncan

Syn. ingen.

T. persistens var den første Trillium der kom på listen over truede planter i USA. Den har emeget lille udbredelses område i det sydlige Carolina og Georgiaog her findes den ret lokalt og er meget sjælden. Ordet ”persistens” der betyder blivende, hentyder til bladene som ikke visner ned før langt hen på efteråret, langt senere end nogen anden Trillium. De skriverat den har flere ligheder med T. catesbaei og at den let kan forveksles med denne. Hertil vil jeg sige at det har jeg svært ved at forstå da jeg synes den mere ligner T. pusillum, men jeg har jo heller aldrig set T. persistens og T. catesbaei i naturen. Stilken bliver 10-26 cm. høj. Bladeneder i bund og grund er uden stilk, er oval-lancetformet til lancetformet, 3-5 året. De er 3-8.5 cm. lange, af og til længere og 1.5-3.5 cm. brede. Farven er mørkegrøn og bladet slutter i en spids. Blomsten sider på en 1-3 cm. lang, oprejst til let hængende stilk. Kronbladene der er lineær-elliptisk, til tider lineær, 20-35 mm. lange og 5-10 mm. brede. Let bølget kant og ender i en spids. I modsætning til T. catesbaei er kronbladene oprejst, spredte og ikke tilbagebøje det, som man ser hos T. catesbaei. Farven er hvid, men når blomsten er på vej til at falde, farves den rødlig-violet, men holder en hvid kant. Støvdragerne er 9-14 mm. lange. Den forekommer i en blandingsskov af løvfældende og stedsegrønne træer, sædvanligvis skygget og i en humusrig jord. Den kan også forekomme under mere åbne forhold, hvor den gror sammen med Vaccinium sp. og Epigaea repens. Jeg dyrker den selv ret lyst, i et humusrig surbundsbed, let sænket og op mod en sten. Der er ikke fundet nogen varieteter, former og hybrider.

Trillium pusillum Michaux

Syn. T. pumilum Pursh, T. texanum Buckly,

T. virginianum (Fernald) Reed.

Måske en af de mere interessante Trillium, den forekommer i en bred række af mange adskilte bestande, tværs over det sydøstlige USA. De mange lokale isolerede bestande, der opfører sig ligesom isolerede planter på øer, krydser sig med hinanden og danner lokale mutationer og bliver derved ofte anderledes end planter fra andre lokaliteter. Dette har gjort at botanikere har navngivet mange varieteter og endda har overvejet at adskille nogle lokale former fra arten. T. pusillum og dens varieteter er gode stenbed- og skovbundsplanter. Den begynder at blomstre, når T. nivale begynder at falde og langt tid før mange af de andre Trillium. Den er sjælden i naturen og er beskyttet efter lov. Heldigvis er den nem at formere fra frø. Stilken, der vokser videre efter den har sat blomst, bliver 7-20 cm. høj. Bladene er hos de fleste former mørke grønne, med en rødbrun eller vinrød tone. Bladet har en mindre stilk eller næsten ingen, de er aflange til lancetformet, stumpt tilspidsede, med 3 til 5 ensartede årer, fra basen, 2.5-8 cm. lange, til tider længere, 1-3 cm. brede, smallere ved varieteten texanum. Blomsten sider på en 0.5-2 cm. lang, stift oprejst stilk. Kronbladet har en stærk bølget kant og er hvid, men bliver ofte dyb rosa-pink, før den falder. Formen er aflang til næsten lancetformet, ret variabel ved hver enkel plante, og lokalitet, 1.5-3 cm. lang, 0.5-1.5 cm. bred, generelt mindst ved varieteten texanum. Støvdragerne er 8-10 mm. lange. Frugtknuden er sekskantet, hvid og 2.5-8 mm. lang. De fleste kolonier af selve arten pusillum (pusillum var. pusillum) forekommer i naturen i lave sumpede skovområder og flodsletter og af og til på grænsen til sumpede tørvemoser, i sur jord. Jeg dyrker selv T. pusillum skygget, i surbundsbedet , og her gror den godt.

Varieteter 

Følgende varieteter er beskrevet af forskellige botanikere og nogle af varieteterne er mere accepterede end andre. Ingen udover var. virginianum ser dog ud til at bevare en vis ensartethed ved sammenlignende kultivering. I den officielle "Flora of North America" er der derfor kun nævnt en varietet nemlig virginianum.

var. alabamicum Freeman. Den er kun nævnt i Freeman`s liste i 1995, over de sydøstligste Trillium og det er uden yderlige beskrivelse. Som det findes i flere bestande, ser det også ud til, at der er nogle små forskelle i bestandene i Alabama, og man ved ikke, hvilke forskelle der har været til grund for Freeman da han udskilte denne varietet.

var. monticola Reveal. Har ligesom varieteten virginianum ingen eller næsten ingen blomsterstilk, men længden af blomsterstilken er mindre variabel, 0-8 mm. Kronbladene har en bølget kant. Bladene elliptisk 2-4.5 cm. lang og 1.5-3 cm. bred. Forekommer i bjergene i Virginia-vest Virginia, her gror den i skove, skovåbninger i en stenet (lerskifer) jord

var. ozarkanum Palmer og Steyermark. Generelt større end den typiske pusillum og i kultur bliver det en høj og kraftig plante. Iflg. forfatteren har den 5 ensformede årer pr. blad, hvor der hos den typiske pusillum er 3 ensformede årer. Forekommer i områder ved Ozark Mountain i det sydlige Missouri og Arkansas, i birk og ege skov.

var. texanum Buckley. Er anderledes en den typiske pusillum, ved at have mere smalle blade, der har en mere rund spids. Kronbladene er smallere, næsten lineære, men variable. Den er sjælden i naturen og forekommer lokalt i Big Thicket regionen i det sydøstlige Texas. Her gror den i mixed stedsegrøn og løvfældende skov, på ret fugtig (om foråret) sur tørvholdig jord. 

var. virginianum Fernald. Generelt noget mindre end den typiske var. pusillum og med ingen eller kun små blomsterstilke 2-4 mm. Det er kun denne form der er fundet i egnen Tidewater i Virginia. Her gror den i skove, i sur jord der er meget fugtig om foråret. Det er den eneste officielle anerkendte varietet. Se http://www.efloras.org/florataxon.aspx?flora_id=1&taxon_id=242102006    

Trillium rivale Watson (Pseudotrillium rivale).

Syn. ingen.

En af de absolut kønneste små Trillium.  I kultur kan den danne store kolonier, hvilket man ikke ser den gøre i naturen. Det er en Trillium der er nem at lave fra frø, og den spirer også rimelig godt fra tørt frø. Den trives godt i en sandet, spagnumholdig jord, blandet med fyrretræsbark, imellem Rhododendron. Jorden skal være fugtig, men ikke sumpet.

Stilken bliver 4-15 cm. høj. Bladene er tydelig stilket, med en 1-3 cm. lang stilk. Bladene er omvendt ægformet til lancetformet og tilspidset. Bladfarven er blåliggrøn og til tider med et sølvfarvet mønster langs med de ens formede årer. De 1.5-2.8 cm. lange og 1-2.4 cm. brede og næsten altid tilspidsede kronblade er hvide, nogle gange pink, lejlighedsvis prikket med et rødligt purpur farve. Støvdragerne er 5-12 mm. lange. I naturen forekommer den i Siskiyou Mountain og det sydvestlige Oregon samt i Klamath Mountain Ranges i Californien.

Varieteter

Der er ikke nævnt nogen varieteter, former og hybrider i Gray Herbarium Index (1896). Der er nævnt en eller to havebrugs former.
Se
Carl Denton`s kultivarliste

Trillium rugelii Rendle

Syn. ingen.

En art der ikke anerkendes af alle botaniker. Den har en vis lighed med T. cernuum, men T. rugelli er en noget mere kraftig plante, kronbladene er bredere og med kraftigere årer. De store støvknapper er mørk violette og ikke som hos T. cernuum, lys lavendelblå-violet.  Den kraftige stilk ved T. rugelii bliver imellem 15-40 cm. høj. De klare grønne blade er bredere end længere, 6-15 cm. lange og mindst 6-16 cm. brede, rombisk formet. Blomsten sider under bladene på en 2-3 cm. lang stilk. Kronbladet er bredt ægformet eller elliptisk, tilbagebøjet hos de fleste arter, fra midten af kronbladet. Det er 2.5 cm. langt og 0.8-3.5 cm. bredt, normalt hvid, men andre farver er forekommende som f.eks. tofarvede rosa og hvide, rosa, mørk rosa rød og rosa rød med en hvid midte. Disse forekommer sædvanligvis i mixede kolonier med T. vasayi og dette er tilsyneladende hybrider. Det er en ret nem Trillium at dyrke i haven, jeg har plantet mit eksemplar under en stor Rhododendron, i en humusrig spagnumholdig jord.

Varieteter      

Der er nævnt en Alabama form af T. rugelii, igen ikke accepteret af alle botanikere, som er anderledes end de der er forekommende i området omkring Great Smoky Mountains, Den er noget mindre og mere lignende T. cernuum, selv om denne forskel ofte forsvinder i kultur.  De har noget mindre dækblade, smallere kronblade og disse er stærk tilbagebøjede lige over basis. Blomsten har en kraftig duft, der minder om gammeldags haveroser. Der er en stor krydsbestøvning hos de Trillium arter der er tæt beslægtede med T. erectum, hvor iblandt man finder T. rugelii. Hybrider hvori T. rugelii indgår, har hyppigst en kort nedadbøjet blomsterstilk. Krydsninger imellem T. vasayi og T. rugelii er ret almindeligt forekommende. 

Trillium simile Gleason

Syn. T. vaseyi var. simile (Gleason) Barksdale,
T. erectum var. vaseyi f. simile (Gleason) Ahles

Denne Trillium er den sidst fundne, måske fordi at den nemt kan forveksles med andre i T. erectum gruppen. Der er stor lighed imellem den og T. vaseyi og den hvide form af T. erectum. Ligeledes er der stor lighed i fundne hybrider imellem T. vaseyi og T. erectum v. album, samt i hybrider imellem T. sulcatum og T. flexipes. Den relaterer mest til T. vaseyi, til trods for at blomsterne sidder horisontale over bladet. Det er en stor og kraftig plante, med store creme hvide, kraftig årede blomster og oftest med en mørk violet-sort frugtknude. Stilken er 30-60 cm. høj, sædvanligvis 40-50 cm. Som regel producere den 2 eller flere blomsterstængler fra hver rhizom pr. sæson. Bladene er omvendt rombeformede 10-18 cm. lange og 10-20 cm. brede svagt tilspidset og farven er mellemgrøn. Blomsten sider på en mere eller mindre oprejst 4-9 cm. lang stilk, og de store kronblade er som regel ægformet til mere eller mindre runde, 4-7 cm. lange, sjælden længere, 1.5-4 cm. brede. Støvknapperne er længere end frugtknuden, tynde og svagt tilbagebøjet. De er gule på et brunt underlag. Den foretrækker en let fugtig humusrig jord, og jeg dyrker den under en stor vandgran, i et gammelt stenbed, hvor der er dræn i bunden og et tykt lag humusholdig spagnumjord.

Trillium sulcatum Patrick

syn. ingen.

En art hvor der er store ligheder med T. erectum, men T. sulcatum er generelt højere, har større blade og er i det hele taget mere kraftig i vækst. De planter Patrick beskrev som T. sulcatum i 1984, var planter der groede i det nordlige Michigan, og typisk for de former er, at de har relative små og nedadvendte blomster, men mange af de former der er fundet på Tennessee og Kentucky Cumberland Plateau har ret store, flade og udadvendte blomster. Sulcatum betyder ”bådformet” og hentyder til bægerbladene der bøjer kraftig indad, danner ligesom en hulkel og ender i en spids, så det ligner en stævn på en båd. Det er dog ikke den eneste art, hvor dette kan forekomme. Stilken er stærkt oprejst, 30-70 cm. høj. Af de Trillium der har blomsterstilk, er T. sulcatum en af de arter der får de største blade, de bliver 13-20 cm. lange, 8-22 cm. brede. De er næsten uden stilk, omvendt ægformet til bred elliptisk, tilspidset den nederste del indsnævrer mod stilken.  Bægerbladene er sædvanligvis stribet eller er hel violet-rødbrun, til tider hel grønne på nær på kanten, 15-38 mm. lange og 9-15 mm. brede, kraftig indad bøjet og tilspidset. Kronbladet er ægformet til bredt overlappet ægformet, 18-50 mm. lange, 10-30 mm. brede, mørk rød-rødbrun til rødviolet, men en kraftig væv og årer Siderne er stærk indad bukkede og danner hulkel hel ud til spidsen. Lejlighedsvis kan man finde andre farver som f.eks. pink, hvid, grønlig cremet og lys gul sjælden stærk gul. I naturen forekommer den i skove, i en neutral til let sur jord og ofte sammen med T. cuneatum, T. flexipes og T. grandiflorum.

Varieteter

forma albolutescens Patrick. Kronbladene er hvide, gullighvid eller cremet, lejlighedsvis grønlig på bagsiden. Fundet lejlighedsvis særskilt i de områder hvor T. sulcatum gror. Den form der har smørgule blomster er en utrolig flot Trillium.

Trillium undulatum Willdenow

Syn. T. erythrocarpum Michux, T. pictum Pursh.

Trillium undulatum er en af de mere let genkendelige arter, af de som har blomsterstilk. Den har en unik anderledes farve, struktur og adfærd. Findes spredt fra nord til syd, i skove og i et koldt miljø. Den kræver en dyb humusrig og stærk sur jord, og i naturen ligger det lag af humusjord ofte på et lag af mineraljord, ofte sand. I naturen forekommer den sjælden i store klumper, men ses oftest som spredte enkelte planter over områder med det krævende jordforhold. Den har et senere blomstringstidspunkt end andre Trillium. I naturen kan man efter en varm periode se, at den hurtig kan komme op ad jorden, og den kan derefter også hurtig forsvinde igen. Rhizomet er hvidligt og ikke brunt som hos de fleste arter af Trillium, som har blomsterstilk. T. undulatum er den vanskeligste østlige Trillium at dyrke udenfor sit naturlige voksested. Navnet undulatum hentyder til det bølgede kant på kronbladene.

Stilken er ved fuld blomstring, 20-50 sjælden 60 cm. høj og mørkt grønlig rødbrun. Bladene, der er med en kort stilk, er lang-ægformet og tilspidset. Farven er først rødbrun, senere mørk grøn, 5-18 cm. lang og 5-11 cm. bred. Bægerbladene er vinrøde til dunkel grønlig rødbrune, tilspidset lancetformet, 13-37 mm. lange og 4-10 mm. brede. Blomsten sider på en oprejst 2-5 cm. lang stilk og kronbladene er aflang-ægformet, lejlighedsvis lancetformet, bredest lige over midten og med en bølget kant.  Fuldt udsprunget, 2-5 cm lang og 1-2 cm. bred. Farven er hvid, med en omvendt mørkerød V formet ring ved basen. Den røde farve trækker ud i de store årer.

Varieteter

Forma enotatum Patrick. Kronbladene er uden den røde V formede ring ved basen og mangler også den røde farve i årerne. Denne form er beskrevet og fundet flere gange i artens udbredelsesområder.

Trillium vaseyi Harbison

Syn. T. erectum var. vaseyi (Harbison) Ahles.

En af de størstblomstrende arter med blomsterstilk. Den har været regnet som en form af den kendte T. erectum, men planter af T. vaseyi, der vokser i skove og i haver, er anderledes i størrelse, voksested, struktur, duft og blomstringstidspunkt, end T. erectum. Den er opkaldt efter en engelsk født amerikansk botaniker George Vasey (1822-1893). Den har estorudbredelsesområde, danner sjældne store klumper, højst 2 stilke pr. rhizom. Den grønne stilk er 30-65 cm. høj. Bladene er rombisk formet 10-20 cm. lang og 6-20 cm. brede, oftest bredere end længere, tilspidset, også tilspidset ved basis af bladstilken, de 3 bladflige holdes tæt samlet som en paraply.  Blomsterstilken er lige, men hældende eller horisontal, 4-8 cm. lang, og bærer blomsten under bladene. Bægerbladene er lancetformet og spids, 2.5-5 cm. lang og 6-18 mm. brede. Kronbladene 3-6.5 cm. lange, 4-6 cm. brede. Overfladen er indvendig præget af årer, og de er højrøde, rødlig-rødbrun, ægformet til næsten runde, og nogle er kødfulde. På ydersiden er den lysere, grålig-pink eller rosa. Den blomstrer sidst i april til tidlig juni, afhængig af voksestedet, men blomstrer er senere end de T. erectum, som vokser i samme område. Voksestedet i haven bør være let skygget, under nogle træer, og jorden skal være fugtig og humusrig.

Varieteter

Hvide former er blevet set beskrevet flere gange. Ligeledes forekommer der planter med blomster der har seks kronblade, men det er meget sjælden.